Kendte12. januar 2023

Politiken beklager: Søren Ryges klumme havde en ”homofobisk tone

Efter Søren Ryge i en bagsideklumme beskrev en 30 år gammel episode hos en aarhusiansk frisør, har hans arbejdsgiver på Politiken nu trykt en undskyldning. – Det er fuldstændigt blæst op, mener Søren Ryge selv.
Søren Ryge har selv redet trådene ud med den mand, som han i klummen beskrev. 
Søren Ryge har selv redet trådene ud med den mand, som han i klummen beskrev.
 Foto: Hanne Juul

Politiken har både redigeret og på bagkant undskyldt for en klumme, som den 77-årige tv-vært og forfatter Søren Ryge Petersen står som afsender på.

Forklaringen er, at tonen i teksten fra den folkekære havemand var ”homofobisk”, lyder berigtigelsen i dagens avis.

– Redaktonen beklager at have bragt klummen ”Frisurer for Søren” på Bagsiden lørdag den 8. januar. I en homofobisk tone fremsatte den grundløse beskyldninger mod indehaveren af en frisørsalon i Aarhus om at have gjort tilnærmelser til skribenten under et besøg, lyder det.

Nydelig klipning

Denne skribent er altså Søren Ryge, som i generationer har underholdt danske DR-seere med sine betragtninger og viden om især planter, haver og natur.

I sin klumme beskriver Søren Ryge et frisørbesøg, som ligger 30 år tilbage.

"Lidt efter kom en smuk og venlig mand hen til mig, hilste overstrømmende og satte sig ved siden af mig. »Jeg hedder Per, og nu skal vi snakke om, hvilken frisure du vil have, sagde han. Og så bladrede vi i diverse farvestrålende blade med hundreder af smukke mænd, mens Per rykkede nærmere og nærmere, til sidst helt tæt, og jeg blev både rådvild og lidt forlegen, for han rørte kærligt min hånd og klappede mit lår, og den slags havde jeg altså aldrig oplevet før. Jeg blev klippet af Per, nydeligt," skrev han i klummen.

Det er efter henvendelse fra denne beskrevne Per, Politiken har bragt en undskyldning.

For Per nægter at have optrådt, som Ryge beskriver.

– Jeg bliver indigneret og chokeret over, at man kan hænge en mand ud med navns nævnelse, siger Per Knudsen, der i øvrigt er heteroseksuel, til TV2 Østjylland. (link fjernet)

Det var nemlig slet ikke Per Knudsen, der satte sig ved siden af Søren Ryge dengang. Det erkender den kendte tv-vært selv.

Det er fuldstændig blæst op. Totalt

Søren Ryge

Gav Per en undskyldning

Selvom Søren Ryge er hurtig til at beklage for de detaljer i klummen, som ikke stemmer overens med virkeligheden, er han bestemt ikke enig i Politikens beslutning om at trykke undskyldningen i avisen.

Ifølge ham havde han nemlig på forhånd forhørt sig hos redaktøren, for at spørge, om beskrivelsen ville kunne give ballade.

– Jeg tænker, at det havde de ikke behøvet at gøre efter min mening, for jeg har skrevet med Per om det. Men det er ikke noget, jeg bestemmer. Jeg har fornærmet Per, og det har jeg sagt undskyld for mange gange.

– Det er fuldstændig blæst op. Totalt, siger Søren Ryge.

Ekstra Bladet har talt med læserens redaktør på Politiken, Bjarne Schilling, som stadig holder fast i, at der i Ryges klumme optrådte stereotype fremstillinger af homoseksuelle.

SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Søren Ryge, der i skrivende stund ikke er vendt tilbage.

Sponsoreret indhold