Se listen: Her er deltagerne til Dansk Melodi Grand Prix 2023

Lørdag den 11. februar inviterer DR hele Danmark til national musikfest i Arena Næstved, når dette års Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen.
Her skal danskerne traditionen tro stemme om, hvilken sang, der skal vinde og sendes videre til Eurovision Song Contest, der i år afholdes i Liverpool. Nu har DR løftet sløret for de otte udvalgte artister.
Det sker på et pressemøde i DR Koncerthuset.
Årets deltagerfelt spænder bredt og byder både på nye kunstnere samt kunstnere, der allerede har slået deres navn fast i Danmark. Herudover vil der også være en DR Ultra-stjerne og en TikTok-stjerne iblandt.
Stilmæssigt afslører Erik Struve Hansen, der er programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix, at de otte numre adskiller sig fra de tidligere år, og derfor er han også meget spændt på danskernes modtagelse.
– Jeg er meget spændt på, hvordan seerne tager imod de otte sange og artisterne bag og ikke mindst, hvem der skal repræsentere Danmark ved Eurovision senere på året, siger Erik Struve Hansen.
Du kan se dette års deltagere herunder.
Maia Maia: "Beautiful Bullshit"
Maja, der går under kunstnernavnet Maia Maia, har haft en musikalsk rejse gennem mange år i udlandet. Som 20-årig rejste hun nemlig til New York, hvor hun for alvor lærte, hvad musikbranchen indebærer, da hun blandt andet både har produceret og skrevet sine egne sange og lavet sit eget pladeselskab.

Søren Torpegaard Lund: "Lige her"
Med sin store erfaring fra musicalscenen er Søren Torpegaard Lund nu klar til at indtage Grand Prix-scenen i Næstved med sangen "Lige her". Søren har blandt andet medvirket i forestillinger som “Kinky Boots” og for nyligt i Det Kongelige Teaters store opsætning af “West Side Story” i Operaen i København. Søren finder ro på scenen, og han føler, at det er her, han kan være sig selv.

Mariyah LeBerg: "Human"
Den dansklibanesiske sangerinde Mariyah Leberg har gennem sit liv leveret et utal af liveoptrædener rundt omkring i Europa, såvel som i USA og Asien. Hun er blevet sammenlignet med store kunstnere som Robyn og Billie Eilish, og bag sig har hun blandt andet Chief 1 og den norske sangskriver Nermin Harambasic.

Nicklas Sonne: "Freedom"
Nicklas Sonne har både været opvarmning for store navne som Metallica og Rammstein, og nu er han klar til at vise hele Danmark hans bud på en Melodi Grand Prix-basker, som for første gang kombinerer en tung guitarlyd med Grandprixets grandiositet og store omkvæd. Nicklas har desuden selv indspillet, skrevet, produceret og indsunget "Freedom".

Frederik Leopold: "Stuck on you"
Måske kan du allerede genkende Frederik Leopold, som stod bag titelsangen til det populære DR Ultra-program "Klassen". Hvis ikke, kommer du i hvert fald til at kende ham nu, hvor han vil vise hele Danmark sin enorme sangglæde og spillelyst med sangen "Stuck on you".

Eyjaa: "I was gonna marry him"
De to søstre Sara og Brynja, der især har deres musikalske rødder dybt plantet i deres søskendebånd, har spillet musik sammen, siden de var helt små. De beskriver deres lyd som "pop med nordisk nostalgi", eftersom det er spækket med harmonier, som en slags magi i deres musikalske udtryk.

Reiley: "Breaking my heart"
Han har allerede nået lande som Sydkorea, England, USA og ikke mindst Danmark. For med effektiv brug af de sociale medier – heriblandt TikTok – til at promovere sin debut-EP, er Reiley allerede blevet et navn, som tusindvis kender. Men snart kommer endnu flere danskere til at lære ham at kende, når han skal optræde med sangen "Breaking my heart" til Dansk Melodi Grand Prix.

Micky Skeel: "Glansbillede"
Hvis Micky Skeels ansigt virker bekendt, så er der noget om det. For selvom han gennem mere end 20 år har skrevet sange til sig selv og andre store navne i musikbranchen – heriblandt Gulddreng, så har han altså også haft succes som skuespiller på det store lærred. Micky har nemlig spillet roller i film som "Den skaldede frisør", "Af banen" og en hovedrolle i ungdomsfilmen "Remix".
Men musikalsk har han altså allerede opnået stor succes med sit engelsksprogede album "Losing Your Love", der har rundet over 20 millioner streams, og nu er tiden inde til at vise Danmark, at han ved, hvad der skal til for at sammensætte et hit.
