“Robinson”-Naja Stencel er smaskforelsket: Afslører gammel flamme
Det er ikke meget mere end tre måneder siden, at kærligheden brast for Naja Stencel. Nu lader det imidlertid til, at sidste sæsons “Robinson Ekspeditionen”-deltager igen svæver på en lyserød sky.
Desværre ønsker Naja at holde sin nye kærlighed mere eller mindre hemmelig. Men der er dog alligevel en række få detaljer, hun gerne vil afsløre:
– Det er en gammel flamme, jeg mødte for otte år siden – vi gik faktisk også på samme gymnasium. Men vi har ikke set hinanden så meget, fordi vi begge har haft en kæreste, forklarer Naja på den røde løber onsdag aften forud for 10. udgave af Reality Awards.
– Men så blev vi begge singler, og så begyndte vi at skrive sammen igen – og nu ses vi igen.
Den nu tidligere “Robinson”-deltager forklarer videre, at den gamle flamme i sin tid var en barndomsflirt.
Og måske har den mystiske kærlighed været den helt rigtige at vente på:
– Han er en rigtig gentleman – og supersød. Jeg er virkelig faldet for hans personlighed. Han passer godt på mig, og jeg er virkelig skudt i ham.