Ny nedtur: Nu mister Martin Jørgensen også sit job
En ulykke kommer sjældent alene. Sådan lyder det gamle ordsprog.
Og det kan der være noget om. I hvert fald hvis man spørger grevinde Alexandras eksmand Martin Jørgensen.
For lidt over en uge siden kom det ud, at han blev hevet i retten af grevinde Alexandra, som han skylder en masse penge. Noget han selv har afvist blankt.
Et gældsbrev forpligter ham ellers til at betale grevinde Alexandra 5.453.137,50 kroner.
Nu er der så blevet trukket endnu en hovedpine ned over ham, da han har mistet sit job.
44-årige Martin Jørgensen er ikke længere ansat i Adam Falberts bar-imperium Rekom, hvor han de seneste år har arbejdet med branding. Det skriver Ekstra Bladet.
Rekom bekræfter overfor avisen, at Martin Jørgensen har opsagt sin stilling.
Han har arbejdet for Rekom, der har flere succesfulde barer og klubber, i løbet af de seneste par år, hvor han har tjent 50.000 kroner om måneden. Det har han fortalt i fogedretten.
Dermed mister Martin Jørgensen sit indkomstgrundlag, imens retssagen mod ham er i gang.
Trods en årsløn på 600.000, så har han fortalt, at han går i 0 hver eneste måned, efter han blandt andet har betalt 14.000 kroner i husleje til selvsamme Rekom.