TikTok bryder loven: Køb dig populær
Et enkelt klik på en hidtil hemmelig "varme-knap" kan få dine følgere på TikTok til at eksplodere.
Adskillige medarbejdere hos TikTok sidder i skrivende stund med magten over knappen, og vil de gøre dig populær, kan de bare gøre det.
Det afslører det amerikanske erhvervsmedie Forbes.
SE og HØR har talt med Hans-Christian Christiansen, der er Ph.d og lektor på Copenhagen Business Academy i sociale medier, og han mener klart, der er tale om et brud på markedsføringsloven:
- Det er ulovligt at reklamere uden at fortælle, at det er reklame, siger han og fortsætter:
- Der skal være gennemskuelighed i forhold til reklamer, og det er der ikke i eksemplet her.
Forbes har talt med en række tidligere og nuværende ansatte, som er anonyme.
De fortæller, at hvis en virksomhed giver penge til TikTok, kan TikTok trykke på knappen, som vil skyde virksomhedens interesser ud til folks "For You"-side.
Hvad er en "For you"-side?
Så snart du åbner TikTok og ser en video, er du på din "For You"-side.
Den fungerer således, at hvis du ser en video til ende, hvor bumser bliver trykket, får en robot til automatisk at give dig flere videoer af samme skuffe.
Robotten forstår, at du synes, indholdet var fedt.
Ser du nu en video med en kat, der falder og slår sig, men skifter hurtigt væk, vil robotten give dig færre af sådanne videoer.
Denne algoritme vil over tid få din "For You"-side til at blive proppet med lige præcis de videoer, du finder mest interessant.
På den måde bruger du mere tid på appen, og virksomheden tjener flere penge.
Men med Forbes' afsløring viser det sig, at virksomheder og privatpersoner kan betale TikTok for at booste videoer, så de ryger ind på folks "For You"-page.
Uden at det egentlig er noget, du finder interessant.
Du kan med andre ord købe dig populær på appen.
Det betyder, at andre, der forsøger på ærlig vis at slå igennem på det sociale medie, bliver tilsidesat for de betalende kunder.
En større undersøgelse konkluderer, at der er tale om cirka 2 procent af alt indhold, man oplever på appen, som er styret direkte af medarbejderne og de betalende virksomheder.
Faktisk er det ikke noget nyt, at store, sociale medier bliver betalt for indhold - normalt bliver det bare deklareret.
Eksempelvis har Meta, som blandt andet ejer Facebook og Instagram, lavet aftaler med forskellige hospitaler og læger for at udbrede viden om Covid-19.
Og du kan som forbruger se, at der er tale om betalt indhold.
Forskellen er bare, at TikTok gør det med alle, så længe de bare punger ud. Og de fortæller dig ikke, om det, du ser, er betalt af en virksomhed eller ej.
Det forbliver i skyggen.