Sussi er ikke klar til at stoppe: - Det kan være, jeg skal have en voksen-sitter
Alvorlig sygdom har overmandet Leo, og Sussi må fremover undvære sin mand på scenen. Det meldte parret ud mandag.
Leo har været syg i lang tid, og de kan ikke længere forsvare, at han står på scenen. Men det betyder, at Leo nu kommer til at være alene hjemme, og det er Sussi altså ikke sikker på, han kan klare.
- Leo har ikke noget imod, at jeg spiller uden ham, men han er ikke ret god til at være alene hjemme, så det kan være, jeg skal have fat i en “voksensitter”, siger Sussi i et interview med TV 2 Nord og griner.
Sussi er nemlig ikke klar til at stoppe, og Leo ønsker heller ikke, at hun stopper.
- Jeg føler stadig, at jeg er 40 - eller heroppe i hvert fald, siger hun og peger på hovedet.
Leo blev indlagt med tarmslyng midt i december, og siden da har han tilbragt det meste af tiden på sygehuset.
Sussi fortæller dog til SE og HØR, at hun er forhåbningsfuld for Leos helbred.
– Det går godt, han er begyndt at kede sig og ringer flere gange om dagen for at spørge, om jeg kan tage nogle ting med, så det er et godt tegn, siger Sussi.