Gun-Britt Zeller fejlede ikke noget, men hendes mand holdt fast: Så fik hun alvorlig diagnose
Når man har gået op og ned ad hinanden i små 30 år, kender man hinanden ud og ind. Også den andens gangart.
Og det var netop den, Torben Zeller hæftede sig ved, da han for seks år siden sagde til sin kone, kendisfrisør Gun-Britt Zeller, at hun burde bestille en tid ved sin læge.
For den havde ændret sig. Det fortæller frisøren med det karakteristiske hvide hår til FitLiving.
Men hun fejlede ikke noget. Lige så stædig hun fastholdt, at hun var ved godt helbred, lige så stålsat var hendes mand dog på at få hende til lægen.
Og det viste sig i sidste ende som en særdeles god idé.
- Han syntes, jeg var begyndt at gå sådan lidt sammenfaldet. Jeg kunne godt se, at jeg kunne have en tendens til det, men jeg tænkte også, at det var mit arbejdes skyld. Som frisør står man meget foroverbøjet hele tiden. Men Torben blev ved med at tage det op, og det var godt, for jeg er rigtig dårlig til at gå til lægen. Jeg tænker altid: ”jeg fejler ikke noget”, men det gjorde jeg, fortæller hun til magasinet.
- Det viste sig, at jeg havde haft et sammenfald i lænden, og at jeg havde knogleskørhed i ret svær grad. Jeg havde bare aldrig mærket noget til nogen af delene, og det, tror jeg, skyldes træningen. Jeg har altid lavet noget. Jeg har altid holdt mig i gang, tilføjer hun.
Nu bliver hun medicineret og tager desuden kosttilskud for at holde lidelsen skak. Og så træner hun for at undgå at ende med at skulle gå med rollator.
Og al den træning ses tydeligt på Gun-Britts skikkelse.
Da hun i sommer kun iført bikini demonstrerede, hvordan hun også passer og plejer sin hud i en video på Instagram, faldt mange af hendes følgere bagover, da de så den 72-årige hårsnedker i badetøj.
Gun-Britt kunne således ikke blot fremvise gode hudplejerutiner men også en yderst velholdt krop, og det fik hendes følgere til at gå amok i kommentarsporet, hvor det føg med rosende ord.
– Du holder dig fantastisk godt, skriver én blandt andet.
– Sikke en smuk kvinde du er. Fantastisk i din alder. Selv om vi kvinder ikke taler så meget om vores alder, lyder det fra en anden, mens en tredje skriver:
– Jamen altså. Du ligner en ung pige!
Du kan se eller gense videoen herunder: