Dobbeltfrieri og Holbæk Garden: Sådan friede Jacob Mark til Christina Krzyrosiak
SF-politikeren Jacob Mark har i dag udgivet bogen “Fartblind”, hvor han fortæller om sit liv med stress, politik og en blomstrende kærlighed.
I bogen afslører han også, hvordan han til sin 30-års fødselsdag havde planlagt at fri til sin kæreste Christina Krzyrosiak, som de fleste nok kender som Danmarks yngste borgmester.
Ville overraske
I oktober 2021 fyldte køgedrengen 30 år, og både familie, venner og kolleger var inviteret med som gæster til en fødselsdagsfest i København.
På trods af at han på det tidspunkt var så synshandicappet af stress, at han næsten ikke kunne se sine gæster, skulle der altså være en stor fest.
Men det, gæsterne ikke vidste, var, at han ville fri til sin kæreste – og det skulle ikke gå stille for sig. Men lige inden det skulle gå i gang, var det ved at kikse for ham.
Rod i tidsplanen
Planen var, at når klokken slog 21, ville Jacob Mark spørge, om Christina Krzyrosiak ville være hans for evigt til lyden af Holbæk Garden, han havde bestilt. Men hun kom ham i forkøbet.
Klokken 20.47 rejste hans kæreste sig og fortalte, at hun ville holde en tale. Men det eneste, Jacob Mark kunne tænke på, var, at hans tidsplan skred minut for minut, mens garden stod klar.
Mens kæresten kom med en kæmpe kærlighedserklæring, talte Jacob Mark nervøst minutterne. Klokken præcis 20.58 afsluttede hun talen med ordene:
– Jacob. Jeg elsker dig. Jeg vil altid elske dig, uanset hvad der sker. Og hvis du vil, så vil jeg altid være din.
Fed fest og “Tarzan Mamma Mia”
Jacob Mark kyssede hende og udbrød herefter “Det kan godt blive vildere endnu”, hvorefter garden gik i gang ude på gaden, og gæsterne nysgerrigt gik med derud.
Efter endnu en kærlighedserklæring trak han en ring op ad lommen og spurgte hende, om hun ville giftes med ham.
Til gardens toner af parrets yndlingssang "Tarzan Mamma Mia" råbte hun “ja” flere gange, og på trods af hans stressdiagnose festede de hele natten.
Du kan læse flere fortællinger og den unge politikers liv i bogen “Fartblind”, der er udkommet i dag.