Kendte27. januar 2023

Roses stemme blev rost til skyerne - men nu er hun ude af "X Factor"

Selvom 18-årige Rose gjorde dommerne mundlamme efter sin audition, blev den nervepirrende stoleleg, 6 Chair Challenge, alligevel endestationen
18-årige Rose Hermansen fik desværre ikke en stol til 6 Chair Challenge, men musikeventyret er på ingen måde slut, fortæller hun. 
18-årige Rose Hermansen fik desværre ikke en stol til 6 Chair Challenge, men musikeventyret er på ingen måde slut, fortæller hun.
 Foto: Lasse Lagoni/ TV 2

Allerede til sin audition formåede 18-årige Rose at blæse de tre "X Factor"-dommere bagover med sin vilde sangstemme. Her blev hun nemlig rost til skyerne og røg direkte videre i konkurrencen.

Men da udfordringen hed 6 Chair Challenge, gik den ikke længere. For selv om dommerne endnu engang blev imponeret, kunne Blachman ikke tilbyde hende en af de eftertragede stole.

- Rose Hermansen, du er en vild sanger, og du kan få en karriere med at synge. Jeg synes bare ikke, at det er særlig meget, jeg kan tilbyde dig ved at lave dig fuldstændig om, lød det fra Blachman.

Og med de flotte ord måtte Rose derfor vinke farvel til sangshowet.

- Selvfølgelig er jeg da lidt skuffet over, at jeg ikke gik videre, og jeg fik også en øv-følelse. Men samtidig er jeg også rigtig stolt af mig selv, for det gik over al forventning, fortæller hun til SE og HØR.

Rose Hermansen understreger desuden, at selv om hun nu er ude af programmet, er hun på ingen måde færdig med at lave musik.

Hun er nemlig af den overbevisning, at når en dør lukker, åbner en ny.

- Jeg har en helt klar plan om, at jeg skal videre med musikken, for det er på ingen måde slut for mig. Musik er min fremtid, og hvis det ikke er i forbindelse med ”X Factor”, så er det med noget andet, fortæller hun.

Derfor ser hun også sin medvirken i programmet som et springbræt til at komme videre i musikbranchen.

- Jeg håber virkelig på at blive kontaktet. Nu er mit ansigt blevet kendt, man kender mit navn, og folk ved, hvad jeg kan, og det, tror jeg, 100 procent kan åbne nogle døre, fortæller hun og påpeger, at hun endnu ikke er blevet kontaktet endnu.

Sponsoreret indhold