Bor med mus og bunker af rod: Julia Fox viser rundt i sin lejlighed, og internettet er i chok
Hvis du gik og troede, at de rige og berømte altid lever i komplet minimalisme med fuldendte farveskalaer og sparsomt møblement, så tro om igen.
Man er i hvert fald ikke helt gal på den, hvis man drister sig til at konkludere, at den 32-årige Julia Fox bor diametralt modsat end sin ekskærestes tidligere kone, Kim Kardashian.
Som om, hun ikke allerede havde forkælet os alle med memeværdige interviews, samt det ene vilde outfit efter det andet, så giver hun på sin seneste TikTok-video også en såkaldt room tour – altså en rundvisning i hjemmet, som er alt andet end ryddeligt.
Relaterbart rodehoved
Bunker af tøj, rodede legekroge, samt skabe hvor indholdet øjensynligt er kylet ind i. Ja, faktisk har den feterede it-girl endda et museproblem, som hun dog ikke tager synderligt på vej af.
Musene spiser nemlig de madrester, som hendes lille søn Valentino har det med at tabe rundt omkring i huset. Win-win.
– Jeg har sgu aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville gøre dette, men jeg tror på maksimal gennemsigtighed, og vil derfor give jer en lejlighedsrundvisning. Jeg ved, jeg bliver grillet for det her, siger Fox i videoen.
Men så når hun også til en fornuftig konklusion:
– Forhåbentligt kan nogen se dette og tænke: Okay, måske står det ikke så slemt til her.
Stjernen viser både soveværelset frem. Et værelse, som hun har transformeret til legerum for sin toårige søn. Men også et mindespejl med billeder og en afdød vens aske hænger.
Køkkenet er på smart vis også et funktionelt pulterkammer, hvor kasser står stablet i hjørnerne.
– Døm mig ikke, jeg ved godt, at det er meget rodet, siger New Yorker-indbyggeren.
Internettet elsker at pille billederne af Julia Fox-lejligheden fra hinanden, og i langt de fleste tilfælde er folk kæmpestore fans af hendes nede-på-jorden-attitude omkring hjemmets indretning.
– Jeg vidste ikke, jeg kunne elske hende mere, men her er jeg så. Kaldt mig fan, skriver en Twitter-bruger, mens en anden erklærer sig enig:
– Yasss, en metropolitansk fattighedsdronning. Du er ligesom os, og vi elsker dig for det.
Har ikke talt med Kim
Julia Fox var i "Watch What Happens Live" i forrige uge, hvor hun satte ord på den meget korte romance med rapstjernen Kanye West efter hans skilsmisse.
– Vi var bogstaveligt talt sammen i et minut, sagde hun, og tilføjede:
– Jeg tror ikke engang, han kender mit fulde navn eller noget.
Hun fortsatte med at sige, at hun ikke har talt med rapperen i "næsten et år", og at hun "aldrig har talt" med hans ekskone Kim Kardashian.