Kæresten støtter grev Nikolai i sorgen
De har dannet par i en håndfuld år, og der hersker efterhånden ingen tvivl om, at det er alvor mellem grev Nikolai og Benedikte Thoustrup.
Det er dog sjældent, det unge par viser sig sammen til officielle begivenheder - indtil videre har Benedikte kun været med sin kongelige kavaler til modeshow.
Men da grev Nikolai, grev Felix og grevinde Alexandra tidligere i dag sagde farvel til deres mor og mormor, Christa Manley, var Benedikte ved Nikolais side under det følelsesladede farvel.
Benedikte fortalte i december til Billed-Bladet, at Nikolai er god til at støtte hende i alt, hvad hun foretager sig, og det går tydeligvis begge veje.
- Jeg tror også, han ved og føler, at jeg altid vil støtte ham på samme måde i alle hans projekter. Generelt føler jeg, at vi er gode til at støtte hinanden i alt, vi foretager os.
Derfor var Benedikte naturligvis med, da familien tog den sidste afsked ved en bisættelse i Ober St. Veit Kirke i udkanten af Østrigs hovedstad Wien. Christa Manley gik bort 5. januar omgivet af sine nærmeste. Hun blev 89 år.