Grev Felix har smidt penge i grevinde Alexandras eks Nicolai Peitersens virksomhed
989.195 danske kroner.
Så mange penge har grev Felix, Alexandras søn, smidt i sin nu eks-pap-fars virksomhed, Wikifactory Group ApS.
Det skriver Ekstra Bladet, og SE og HØR har selv fået det bekræftet af grevindens personlige presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen.
- Er det rigtigt, at Felix har smidt penge i Nicolai Peitersens virksomhed?
- Jeg ved ikke, om jeg vil sige, han har smidt penge i. Men det er rigtigt, han har lavet en investering.
- Bliver den investering påvirket af, at Nicolai Peitersen ikke længere er sammen med Alexandra?
- Nej. De to ting har intet med hinanden at gøre, forsikrer Løvgreen.
- Så Felix og grevinden har ingen planer om at trække pengene tilbage?
- Nej.
For to dage siden bristede forholdet mellem Alexandra og Nicolai Peitersen. Et forhold, der startede i juni 2021, hvor de stod offentligt frem, hånd i hånd.
I dag bekræftede selvsamme Helle von Wildenrath Løvgreen dog, at Nicolai Peitersen ikke kun flettede fingre med grevinden.
Der var også andre, han nussede med. Og det fandt Alexandra sig ikke i.
Annus horribilis
2023 har ikke været et let år for grevinden.
Da vi alle stod og drak champagne og smæskede os i kransekage, fik hun gravøl.
For hendes to sønner, Nikolai og Felix, mistede deres prinsetitler ved årsskiftet. Hvilket er derfor, de nu bliver omtalt som greve.
Senere, den 7. januar, mistede Alexandra sin mor, Christa. Her tog hun sammen med sine to søstre til Wien, Østrig, for at begrave deres mor.
Fem dage senere hev Alexandra sin anden eks, Martin Jørgensen, i retten for 6. gang, fordi han skylder hende 5.453.137,50 kroner.
Penge som han ifølge ham selv ikke kan betale tilbage.
Så resten af året kan nærmest kun blive bedre for Alexandra.