Bubber om utroskab: Vil gerne fortælle det hele, men …
Der er skrevet mange overskrifter med Bubber og utroskab i samme sætning, og man skulle da også tro, at den 58-årige tv-veteran kan udfylde både romaner og programmer i spillefilmslængde om det sprængfarlige emne.
Men da Bubber i nat var gæstevært i Radio4-programmet "Nattevagten" var det ikke meget, han selv lukkede op for den private godtepose under programmet, der blev solgt under overskriften "Nuancer af utroskab – med Bubber".
I det to timer lange program var det således kun nogle få sætninger, Bubber ytrede om sine egne erfaringer med utroskab.
– Jeg kender begge sider af utroskab, lødt det blandt andet fra tv-værten, før han ellers modtog opkald fra lyttere, der åbenhjertigt fortalte om at have utroskab tæt inde på livet.
Mindreværd og anerkendelse
Da en læser spørger ind til, hvorfor Bubber selv var utro, lyder svaret:
– Jeg vil jo nødig indrømme det, men det er en form for mindreværd, som man på en eller anden måde føler. Man vil have nogle skulderklap og en begejstring, nogen der kigger på en med nogle andre øjne. Måske er det jagten på den der anerkendelse, forklarede han til lytteren Kim.
En anden læser gør også forsøget på at få stillet sin nysgerrighed, men her lukker en helt ærlig Bubber ned for snakken. Han svarer kontant, at han ikke vil forklare om sit utroskab i detaljer, fordi mange mennesker bliver "kede af det".
– Om end jeg gerne ville, kan jeg ikke fortælle dig hele min historie, lyder det fra Bubber, der dog smider en lille luns om sit sidespring, der endte med at koste ægteskabet:
– Når alt kommer til alt, så vokser man jo bare nogle gange fra hinanden. Og så er man måske for fej eller for svag til ikke selv at kunne slutte det i tide.
Var begge utro
Bubber vakte tilbage i 2019 opsigt, da det kom frem, at han havde gjort familiens tidligere barnepige gravid, og hans knap 30 år ægteskab med Christina "Ibsen" Meyer var fortid.
Sidste år erkendte Ibsen dog også, at hun ikke selv havde været tro mod sin mand.
Bubber er nu gift med Signe Rossing, og sammen venter de deres andet fælles barn.