Kendte2. februar 2023

25syv dropper Peter Frödin i rollen som Franzi25

Peter Frödin skal ikke længere være reklamesøjle for bettingfirma
Peter Frödin skal ikke længere spille Hansi Hinterseer-parodien, Franzi25.
Peter Frödin skal ikke længere spille Hansi Hinterseer-parodien, Franzi25.
 Foto: Gregers Overvad

Det er slut med at se reklamer med Peter Frödin i rollen som Franzi25.

Det meddeler bettingfirmaet 25syv, der har Bet25, Rød25 og Derby25 ifølge mediet Markedsføring.

Firmaet har valgt et nyt bureau til at stå i spidsen for deres kreative kampanger, og derfor er samarbejdet med Peter Frödin stoppet.

Valget er faldet på Boye & Spellerberg, hvor 25syv førhen havde et samarbejde med Wibroe, Duckert og Partners gennem otte år.

– Vi ville gerne i en retning, som går endnu tættere på vores brands og produkter, og det ønskede han (Peter Frödin, red.) nok ikke, fortæller Anders Mørup, der er CMO i 25syv.

Han understreger, at han ikke kender alle detaljer, da kontakten til skuespilleren er gået gennem Wibroe, Duckert & Partners.

Reklamerne med Peter Frödin i rollen som Franzi25 startede tilbage i 2019, og selv om mange genkendte figuren, så vidste knap så mange danskere, hvem der stod bag reklamen, viser undersøgelser bettingfirmaet lavede undervejs.

Selv om 25syv har indgået et nyt samarbejde, er det endnu ikke farvel til Franzi25 – han kører marts ud, og fra april vil der så komme nyt ud.

Sponsoreret indhold