Vilde spekulationer: Havde Jessica Simpson hed hotelsex med Mark Wahlberg?
I 2001 havde Jessica Simpson en affære med en "kæmpe filmstjerne", som løj og overbeviste hende om, at han var single, selvom han i realiteten havde en kæreste.
Det afslørede hun forleden i sin nye bog, "Movie Star: They Always Say They're Single".
Den 42-årige sangerinde har dog ikke sat navn på den mystiske herre, som hun havde hed hotelsex med, og derfor har spekulationerne kørt på fuld skrue lige siden afsløringen.
På sociale medier flyder det med kendisnavne såsom Matthew McConaughey, Tom Cruise og Justin Timberlake, men der er ikke meget til at bakke op om de bud.
Nu har Page Six dog lavet deres egen lille analyse på det navn, der er dukket op flest gange, nemlig Mark Wahlberg.
Og ifølge det amerikanske medie er det ikke et helt skævt gæt, at det kunne være ham, der dengang havde en affære med Jessica Simpson.
I bogen fortæller sangerinden, at hun mødte den "kæmpe filmstjerne" for første gang til MTV Video Music Awards i 2001, og at han var iført cowboybukser og en t-shirt.
Billeder fra dengang viser, at Mark Wahlberg var til stede, og at han netop var iført cowboybukser og en t-shirt.
Jessica Simpsons tøjbeskrivelse betyder også, at flere andre berømtheder såsom Will Smith, Will Ferrell, Jamie Foxx og Johnny Knoxville kan udelukkes.
De havde nemlig ikke cowboybukser og en t-shirt på til prisuddelingen.
Der er også andre "beviser", der taler for, at Mark Wahlberg er den filmstjerne, som sangerinden omtaler i sin bog.
I bogen fortæller Jessica Simpson nemlig, at filmstjernen dengang var venner med hendes personlige træner, og vi ved jo alle, at Mark Wahlberg er en sand træningsnørd.
Desuden var han allerede kendt i 2001, og Jessica Simpson skriver i bogen, at hun havde haft et crush på personen siden sin barndom.
Mark Wahlberg blev allerede berømt som rapper i 1990'erne.
I 1992 medvirkede han i bar overkrop i et photoshoot med Kate Moss for Calvin Klein, og i 1996 spillede han den mandlige hovedrolle over for Reese Witherspoon i filmen "Fear".
I bogen skriver Jessica Simpson, at affæren med den mystiske filmstjerne først begyndte i 2006, hvilket altså er fem år efter, de mødtes til MTV Video Music Awards.
På daværende tidspunkt dannede Mark Wahlberg par med Rhea Durham, der siden er blevet hans hustru.