Hella Joof afviste Chiwetel Ejiofor: "Det kan jeg jo godt sidde og grine lidt af nu"
Da den danske filminstruktør Hella Joof i 2004 skulle finde roller til sin film "Oh Happy Day", havde hun mulighed for at få en senere Oscar-nomineret skuespiller på rollelisten.
Det fortæller hun til kino.dk's podcast "Den varme biografstol".
Der er tale om den engelske skuespiller Chiwetel Ejiofor, der i 2014 fik en Oscar-nominering for sin rolle i filmen "12 Years a Slave".
– Vi var i England og prøvefilmede, og nu skal du høre, hvem vi prøvefilmede. Chiwetel Ejiofor, som også har spillet med i "12 Years a Slave". Han har været med i alt muligt nu. Kæmpe karriere i Hollywood. Ham havde vi til casting. Jeg synes, han var for ung. Altså det kan jeg jo godt sidde og grine lidt af nu ikke, fordi han ville gerne være med, afslører Hella Joof.
I stedet gik rollen til Malik Yoba, der dengang havde medvirket i blandet andet "Cop Land".
Chiwetel Ejiofor havde i 2004 allerede medvirket i julefilmen "Love Actually", men havde stadig ikke slået sit navn fast i Hollywood.
Det er dog kommet senere.
Englænderen har medvirket i film som "American Gangster", "The Martian", "12 Years a Slave", som vandt Oscar for Bedste Film.
Hella Joof er lige nu aktuel med sin niende spillefilm "Meter i sekundet".