Skrækkelig skæbne går verden rundt: Først flygtede etårige Raghad og nu er hendes familie død i jordskælv
Det blev fanget på kamera, da den 18 måneder gamle pige Raghad Ismail blev reddet ud af murbrokkerne i går i den syriske by Azaz.
Umiddelbart ligner fotoet en solstrålehistorie blandt ufattelig mange tragedier, men desværre gemmer der sig en dyster fortælling bag Raghads skæbne.
For Raghad havde, til trods for sit korte liv, ikke boet i Azaz i alle 18 måneder. Her var hun i stedet flygtet til med sin familie, da byen Morek blev usikker at befinde sig i.
Azaz, der ikke er under præsident Bashar al-Assads styre, lignede derfor et sikrere opholdssted, hvilket det formentlig også var indtil mandag.
Her ramte et jordskælv, der målte hele 7,8 på richterskalaen, Tyrkiet og Syrien. Indtil videre er over 6000 personer meldt dræbt.
Iblandt de personer er mange fra den lille piges familie. Det fortæller Raghad Ismails onkel til Reuters.
– Vi frygter, at faren har brækket ryggen. Hans gravide kone, hans fem år gamle datter og fire år gamle søn er alle dræbte, fortæller onklen.