Ville skrive bog om tv-ægteskab: Mette lukket ned af "Gift ved første blik"-produktionsselskab

Hele Danmark kunne følge med, da den dengang 59-årige førtidspensionist Mette Blume sidste år blev gift med erhvervsmanden Steen Theill i DR-hittet "Gift ved første blik".
Ægteskabet mellem veganeren og levemanden holdt som bekendt ikke, og BILLED-BLADET skriver nu, at Mette efterfølgende ønskede at fortælle sin side af historien i en bog, da hun følte, at tingene blev klippet lidt for kreativt sammen i de endelige programmer.
Tv-personligheden fortæller til ugebladet, at titlen allerede var fundet – "BRUD på tv" var det kreative navn – men da Mette var cirka en tredjedel henne i skriveprocessen, fik hun en mail fra produktionsselskabets jurister.
– Jeg havde egentligt fået et "go" fra en af cheferne på Snowman (produktionsselskabet bag "Gift ved første blik", red.), men har netop modtaget en mail fra deres jura, som tydeliggør, at jeg ikke kan skrive bogen, fortæller hun til ugebladet.

Helt kuldsejlet er Mettes bogplaner dog ikke. Hun har nu sadlet om, og til april udkommer hendes bog “KNALD på datingjunglen”, hvor hun fortæller om at date online efter at være kommet ud af et langt ægteskab.