Danica Curcic er blevet mor: Har fået sit ønskebarn
LÆS OGSÅ: Danicas mand flyttet til Danmark: Hemmeligt gift
Da den danske skuespillerinde Danica Curcic i december dukkede op på den røde løber i København, var det med stort smil og stor mave.
Den 37-årige "Kastanjemanden"-stjerne havde nemlig kun en enkelt uge til termin og udelukkede dengang ikke, at vandet kunne gå under premieren på filmen "Ønskebarn".
Det endte dog ikke med en dramatisk premierefødsel, men født har hun, den kære Danica, og dermed var der ingen babybule at spotte, da hun torsdag dukkede op på det fornemme Hotel d'angleterre i København.
Her havde streamingtjenesten Viaplay nemlig linet deres helt store forårspræsentation op, og Danica Curcic var i den anledning mødt op for at fortælle om sin rolle i filmen "Camino".
Familien var med
Med til arrangementet havde hun sin lille pige på godt seks uger og sin 52-årige skuespillermand, Darren Pettie.
Den lille nyfødte sag blev desværre ikke vist frem i dagens anledning, eftersom far og datter hyggede i et privat lokale på det fine københavnerhotel, mens Danica var på scenen med sin "Camino"-kollega Lars Brygman.
Umiddelbart efter stak det lille trekløver af og undgik således at møde den fremmødte presse.
Dog nåede Danica at fortælle om den kommende film, hvor hun i selskab med Brygman spiller den ene af de to hovedroller.
Det er streamingtjenestens første Original-feature og handler om far og datter, der kaster sig ud på en lang vandretur og dermed får sat den i forvejen svære relation alvorligt på prøve.
Og rollen som Regitze har da også fået Danica til at gøre sig overvejelser om sin egen forældrerolle. Hun kunne nemlig afsløre, at forholdet mellem de to karakterer bekræftede hende i, at der absolut er ting, hun ikke ønsker at give videre til sin egen datter.
Fødslen af datteren måtte også få Danica og Darrel til overveje, hvorvidt den lille pige skulle vokse op i Danmark eller i USA.
- Vi har talt om det, men det giver mere mening at få et barn her, sagde Darrel Pettie, da SE og HØR mødte parret i december.
"Camino" forventes at have premiere på Viaplay i løbet af foråret.