Danske Lucas var ombord på rædselsfly: - Jeg troede, vi skulle dø
10. januar var danske Lucas Andersson var på vej hjem fra en dejlig ferie med sin kone og to sønner på 11 og ni samt hans søsters familie.
Der var intet bemærkelsesværdigt, da han og familien boardede Qatar Airways-flyet QR161 Boeing 787-8, der skulle fragte dem fra Doha til København.
Blot tyve minutter efter planen, satte flyet i gang. Meldingen fra kaptajnen var, at det ville blive en behagelig rejse blot en lille risiko for ubetydelig turbulens undervejs.
Efter blot 70 sekunder i luften, tog flyveturen en dramatisk drejning, og filmagtige scener udspillede sig ombord på flyet.
For kort efter takeoff var flyet sekunder fra at styrte i havet, da det tabte cirka 300 meters højde på bare 24 sekunder. Først da flyet befandt sig 260 meter over havets overflade, begyndte det at stige igen.
Nu fortæller Lucas Andersson, som selv er en erfaren flyveleder, om den mareridtslignende oplevelse ombord på skrækflyet til Daily Mail.
Andersson, som nær havde fået en brat afslutning på rejsen, beretter, at det voldsomme dyk fik panikken til at sprede sig i kabinen, folk skreg og en kastede op.
- 70 sekunder inde i flyvningen lyder der ud af det blå en høj lyd, da flyet går fra opstigning til nedstigning, fortæller han til mediet og fortsætter:
- Det kunne vi ikke undgå at mærke. Folk skreg i hele kabinen. En mand, der sad foran min søster, kastede op – det voldsomme dyk gik ikke ubemærket hen.
Andersson har været i flybranchen i 20 år og ved derfor, hvor kritisk takeoff-fasen er. Da han mærkede det enorme dyk, kiggede han ud ad vinduet for at se, hvor højt flyet befandt sig, men der var kulsort udenfor.
- Min yngste søn var skrækslagen – det var jeg også, så jeg forsøgte at forholde mig roligt for hans skyld. Men jeg tænkte da, at det var så dét, nu styrter vi ned, indrømmer den erfarne flyveleder, der har 20 års erfaring fra branchen.
- Jeg ved, hvor kritisk takeoff-fasen er, og det er aldrig et godt tegn, når man dykker med sådan en hastighed. Det var sindssygt skræmmende. Det føltes, som om flyet blev kastet mod jorden, tilføjer han.
Det dramatiske dyk skyldtes, at piloten mistede bevidstheden om situationen. Han genfandt dog kontrollen og fik flyet op i luften igen.
Ifølge Lucas Andersson blev der ikke meldt noget som helst ud efterfølgende. De næsten 250 passagerer var spærret ind i blikdåsen skræmt fra vid og sans med seks timers flyvning foran sig.
Uden at få at vide, hvad pokker der var sket.
Seks timer senere landede flyet sikkert i Københavns Lufthavn. Episoden blev ifølge en repræsentant for Qatar Airways rapporteret til myndighederne med det samme og en intern undersøgelse er sat i gang.
Lucas Andersson er ikke flyvelederens rigtige navn – han ønsker ifølge Daily Mail at medvirke under et alias.