Kendte16. februar 2023 (opd. 16. februar 2023)

Radioværten Ida-Sophia afslører: Blev nedbrudt af giftig eks

Den kendte tv- og radiovært fortæller, hvordan hun landede i en mørk depression som følge af et giftigt forhold, der varede tre år
Ida-Sophia danner i dag par med fodboldspilleren Simon Makienok. 
Ida-Sophia danner i dag par med fodboldspilleren Simon Makienok.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Det vælter mig. Jeg stopper med at spise. Jeg bliver opslugt af et mørke, jeg ikke har følt nogensinde før. Jeg føler mig som menneskeligt affald.

Sådan lyder det fra tv- og radioværten Ida-Sophia Petersen i podcasten "112 For Knuste Hjerter (link fjernet)".

Her åbner hun op og fortæller detaljer om det sidste forhold, hun havde, inden hun begyndte at danne par med fodboldspilleren Simon Makienok.

Et yderst giftigt forhold, som varede on/off i tre år, og som endte med at nedbryde Ida-Sophia fuldstændig og sende hende ud i en to år lang depression.

Historien starter tilbage i 2014.

Her er Ida-Sophia netop blevet single og har oprettet en profil på en datingapp, hvor hun møder en fyr, som hun beskriver som "en sej københavnertype med brunt hår og brune øjne".

De to begynder at date, men hver gang det begynder at blive seriøst, ghoster fyren hende og forsvinder i både uge- og månedsvis.

Når han endelig tager kontakt igen, hopper Ida-Sophia hovedkulds tilbage i den usunde relation, fordi hun er så forelsket i ham.

I sommeren 2017 giver fyren den kendte tv- og radiovært nyt håb om, at de skal være kærester, da han på Roskilde Festival fortæller hende, at han elsker hende, og at han er ked af, hvordan han har behandlet hende hidtil.

- Jeg kan huske, jeg spørger ham, om han ikke godt vil love, at han også elsker mig, når vi kommer hjem fra Roskilde Festival, fortæller Ida-Sophia i podcasten.

- Det lovede han mig, siger hun videre og fortæller, at de da også nåede at ses en enkelt gang efterfølgende, før hun atter engang bliver lagt på is.

I to dage hører hun intet fra ham, selvom hun ringer og skriver igen-igen, mens hun græder nærmest uafbrudt.

- Jeg havde en følelse af, at så længe han gav mig sin accept, og så længe han kunne lide mig, så var jeg god nok, hvilket var fucked up, siger hun og fortsætter:

- For indtil jeg mødte ham, følte jeg mig god nok, som jeg var, men han havde brudt mig så meget ned, at det kun var, når han syntes det, at jeg var god nok.

Efter de to dage møder Ida-Sophia tilfældigt fyren til en fest, hvor han kommer over kysser hende og fuldstændig ignorerer det faktum, at han har ghostet hende i flere dage. Igen.

De ender med at tage hjem sammen, men Ida-Sophia er godt klar over, at hun burde droppe ham på stedet, og derfor ligger hun og græder hele natten, mens fyren blot lægger sig til at sove.

Næste dag tager hun på ferie, hvor hun både skriver og ringer til ham, men han svarer hende ikke. Det gør han faktisk ikke i et halvt år.

- Min identitet er på det her tidspunkt blevet hjertesorg. Det vælter mig. Jeg stopper med at spise. Jeg bliver opslugt af et mørke, jeg ikke har følt nogensinde før. Jeg føler mig som menneskeligt affald, siger hun i podcasten.

- Hvis man kan få mig til at åbne mig så meget op og være så sårbar, men man stadig bare kan kaste mig væk på den måde, så kan jeg ikke være noget værd for nogen, fortsætter hun.

Ida-Sophia fortæller videre, at hun ender med at opbygge et enormt dårligt selvværd og et form for selvhad, hvor hun ikke føler, at hun er god nok til noget eller nogen.

Og den følelse har hun ikke sluppet, da hun et halvt år senere pludselig modtager en sms fra fyren, hvor han undskylder for, hvordan han har behandlet hende.

Beskeden hiver alle de gamle følelser tilbage i den kendte tv- og radiovært, som desperat spørger fyren, om han ikke nok vil mødes og snakke ud.

Han svarer hende dog aldrig, og derfor vælger hun nogle dage senere at troppe op på et diskotek, hvor hun ved, han er med sine venner.

Og her går det helt galt, fortæller hun.

- Jeg når ikke at åbne munden, før han begynder at skælde mig ud, siger hun og fortsætter:

- Han siger til mig, at jeg er psykopat, og at jeg er skingrende sindssyg, og at det er derfor, vi ikke kan være sammen. Og jeg er bare lam og kan ikke få sagt noget, fordi jeg intet forstår.

Ifølge Ida-Sophia forsøger hun at sige fra, men det får blot fyren til at "spille offer" og understrege, at han hader hende, fordi hun har "knust hans hjerte og ødelagt hans liv".

Hun ender med grædende at tigge ham om at blive, men han kører sin vej, og siden har Ida-Sophia aldrig hørt fra ham.

Det tog hende to år at komme ovenpå igen efter bruddet.

Det er faktisk først få uger før, hun møder sin nuværende kæreste, Simon Makienok, i 2020 at hun begyndte at føle sig som sig selv igen.

Hør hele afsnittet med Ida-Sophia i "112 For Knuste Hjerter" lige her (link fjernet).

Sponsoreret indhold