Kvinde fundet dræbt: - Hvad nu, hvis han slår hende ihjel?
Sent onsdag aften blev en 65-årig kvinde fundet dræbt i et rækkehus i Sabro nordvest for Aarhus.
Politiets teknikere arbejdede på stedet til sent ud på natten, ligesom et større område var afspærret i den forbindelse.
Ifølge en tidligere nabo til den dræbte kvinde, var der ofte råben, skrigen og døre, der blev smækket, på adressen.
Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med naboen.
Ordensmagten blev sendt til adressen i Sabro onsdag aften klokken 23.25.
Ifølge den tidligere nabo er det langt fra første gang, at politiet er blevet sendt til stedet i forbindelse med uro. Naboen har selv tilkaldt politiet flere gange.
- Jeg sagde til politiet: 'Hvad nu, hvis han slår hende ihjel?'. Jeg har også flere gange hørt hende bede ham om at gå, men han blev der i stedet, fortæller den tidligere nabo til Ekstra Bladet.
Det er dog uvist, om den nu anholdte er identisk med den mand, der bliver omtalt af den tidligere nabo.
Da betjentene ankom til drabsstedet opholdt en 44-årig mand sig på adresssen.
Han blev efterfølgende anholdt uden dramatik, har Østjyllands Politi skrevet i en pressemeddelelse.
Han er siden blevet anholdt og sigtet for drabet - hvilket han har erkendt under et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Politiet afsluttede de tekniske undersøgelser på gerningsstedet torsdag morgen.