Leos tegn til Sussi: Har det godt

LÆS OGSÅ: Johannes Langkilde deler rørende minde om Sussi og Leo

Telefonen bimler og bamler.

Selv om Leo er taget videre til et nyt liv, så er Sussi ikke alene.

– Det er godt nok mange, der passer på mig. Der er mange, der skriver og siger, at jeg skal sige til, hvis der er noget.

– Jeg er meget taknemmelig, siger hun til SE og HØR.

Efter flere måneders sygdom tog hun natten til lørdag 18. februar afsked med sin elskede mand.

Hun havde troet, at det ville føles som en lettelse, at Leo endelig fik fred. Men hun blev alligevel overmandet af en stor sorg.

– Jeg havde det virkelig ikke godt. Det føltes som om, at jeg var ved at blive syg. Jeg kunne næsten ikke vågne, da jeg fik at vide, at han var død, siger Sussi.

Sådan havde hun det i flere timer, men da bedemanden kørte væk med Leos krop, fik hun det bedre.

– Det gav mig sådan en ro i mig, at de kørte med ham, for det var underligt at han lå der. Det var slet ikke ham, og han lignede en voksdukke.

Hun har været omgivet af venner og familie, siden Leo åndede ud for sidste gang.

Se til venstre

Den første aften som enkefrue, havde hun stadig uro i kroppen og kom med en bøn til sin elskede mand.

– Da jeg gik i seng, sagde jeg: “Leo, det, jeg allerhelst vil høre, er, at du har det godt. Jeg kan ikke rigtig bære, at du måske har det skidt”, fortæller Sussi.

Selv om hun tror på, at der venter et nyt liv efter døden, så vidste hun jo ikke, hvad der præcis ventede hendes elskede mand.

– “Så gider du ikke på en eller anden måde at fortælle mig, om du har det godt”, sagde hun højt ud i rummet.

Derefter lagde hun sig til at sove, og næste morgen, kom det ventede tegn.

– Så var det som om, at der var en eller anden, der sagde til mig, “Se til venstre”.

– Det var ikke Leos stemme, så troede jeg først, at jeg kunne fornemme, at Leo lå ved siden af mig. Men så gik det op for mig, at vi har et billede på væggen, hvor man kan se, at Leo har gode overarme, og dem var jeg jo stolt af, smiler Sussi.

– Så gik det op for mig, at det, han mente, var, at han havde det godt på billedet, så det havde han også, der hvor han er nu.

– Og jeg har også en følelse af ro og fred og afslappethed nu, så det må betyde, at Leo har det godt, vurderer hun.

Selv om hun kommer til at savne Leo, så gav det hende troen på, at livet går videre midt i sorgen.

– Så skal jeg sgu nok klare mig, bare at Leo har det godt, slår Sussi fast.

Dette lærte Leo mig

Hjemmet i Saltum vrimler med minder af Leo. Og Sussi vil nyde at se på og mindes sit liv med ham.

– Jeg har lært utrolig meget af Leo. Jeg var meget usikker som ung. Men Leo arbejdede meget med, at jeg ikke altid skulle gøre andre tilpas. Det tog mig årevis at lære det.

– Til sidst tænkte jeg: “Nu kan de rende mig. Nu gør jeg som det passer mig”. Så gjorde jeg det og var ligeglad med, hvad andre sagde, og så skete der et mirakel, stemningen steg, fordi jeg slappede af og gjorde det, som jeg synes, lød godt, siger Sussi om parrest første år som musikere.

Hun kommer til at savne Leos snakken, men hun er heller ikke i tvivl om, at hun nok skal komme videre, og det ville hendes elskede mand også ønske for hende.

– Leo ville være frygtelig ked af det, hvis jeg bare sad her og tudbrølede. Han vil gerne have, jeg lever mit liv og er glad, siger Sussi.

Indimellem overmander sorgen hende, men for det meste prøver hun at se fremad.

– Da jeg var ung drømte jeg om en kærlig og rar mand, og det fik jeg. Jeg får aldrig en mand som Leo igen, men så får jeg måske en anden, lyder det med livsoptimisme fra Sussi.