Dansk mareridt i Spanien: Over 100 børn ramt af madforgiftning

Det skulle have været årets store fodboldrejse.
Flere hundrede håbefulde danske unge var i Spanien på træningslejr.
Men i stedet for at tilbringe tiden i solskin på fodboldbanen, endte størstedelen af dem på toilettet.
De sjællandske fodboldklubber Slagelse B & , Hvidovre IF og HB Køge var alle afsted.
Desværre kan de alle se tilbage på en tur, hvor madforgiftning fyldte for meget.
Det skriver BT.
Mediet har også været i kontakt med repræsentanter fra holdene.
Og der er stadig tvivl om, hvad der helt præcist ødelagde turen.
– Over 90 procent af os havde det, og vi var 150 personer af sted fra U12 til U19. Vi var syge på skift, så det var svært at få gennemført træninger, siger talent- og akademichef i Hvidovre IF, Albert Grønbæk til mediet og fortsætter.
– Der er stadig fuld gang i undersøgelser for at finde ud af, hvad det var, som der ramte os. Det allervigtigste for børnene og os var, at alle kom sig og kom tilbage igen. Alle blev tilset af en læge.
Turen gik til Salou, der ligger tæt på den spanske storby Barcelona.
Her var det meningen, at der skulle spilles kampe mod flere spanske klubber – og heldigvis blev der da også spillet nogle kampe.
Når spillere, trænere og ledere altså ikke sad på kummen.
BT fortæller ydermere, at lægerne i området mistænkte, at der var snak om en maveinfluenza, da flere lokale i byen havde det.
Selv om den endelige bekræftelse af sygdommen formentlig forbliver i det uvisse. Er det nok sikkert, at der går lidt tid, inden de rejsende for alvor har lyst til tapas og paella.