Efter trekantsdrama: Det vil Mai Manniche IKKE svare på
Mai Manniche gik fra Nicolai Peitersen mellem jul og nytår og fandt først efterfølgende ud af, at han samtidig havde været i et forhold med grevinde Alexandra. Et forhold, der sluttede for nylig.
Ifølge Mai Manniche fortalte Nicolai Peitersen gentagne gange, at det skam var slut mellem ham og Alexandra, og at de kun var partnere, men at han og Mai ikke kunne være et officielt par, fordi bruddet mellem ham og Alex først skulle meldes ud.
– Det tror man jo på, når man tror, det er ens sjæleven, forklarer Manniche, der nu er mere færdig end nogensinde med det forliste forhold.
– Jeg har ingen kontakt med ham, og det ønsker jeg overhovedet heller ikke.
Når det kommer til grevinde Alexandra, ønsker Mai Manniche ikke at kommentere på, hvorvidt de to har haft kontakt med hinanden på noget tidspunkt.
Til gengæld vil hun gerne understrege, at hun er så meget videre nu, at den hårdeste del har været den megen medieomtalte, der er fulgt med efter offentliggørelsen af Nicolai Peitersens utroskab for nylig.
– Det, der har været det vilde for mig, har egentlig også været at være så eksponeret omkring det. For havde jeg ønsket det, så havde jeg sagt det for lang tid siden. Det har faktisk været ret hårdt, siger Mai Manniche, der var i et forhold med Nicolai Peitersen i halvandet år, hvor han gaslightede hende, som hun siger.
– Det var ikke sjovt for mig at skulle dele det med offentligheden. Det blev jeg jo nødt til, fordi der var mange, der vidste det.
Siden har smykkesælgeren forsøgt sig med Tinder, men det projekt er hun hurtigt stået af igen.
– Jeg er en lille smule skræmt af alt det, der er sket nu, forklarer Mai Manniche og fortæller, at hun er blevet oversvømmet med likes på den populære datingapp.
– Ikke for at sige noget dårligt om mænd, men mange af dem liker bare for at like.