Efter flere år: Nu er James Price og Lisbet Dahl sammen igen i Tivoli Revyen
Lisbet og James har de seneste 22 somre arbejdet sammen i Cirkusrevyen, men efter mange år på Bakken i Klampenborg er de to begge rykket ind midt i København for at lave Tivoli Revyen denne sommer.
I dag mødes Tivoli Revyens skuespillere og musikere og forfattere for første gang, for at blive rystet sammen inden sæsonen begynder. De overnatter på hotellet Hornbæk Hus, hvor de finder på idéer til årets revy og lærer hinanden at kende.
Revydronningen Lisbet Dahl har håndplukket skuespillerne som både består af garvede revystjerner og helt nye kræfter.
Holdet er udover Lisbet Dahl: Linda P, Nicolai Jørgensen, Andreas Bo Pedersen og Carsten Svendsen.
– Det er spændende i år, fordi der er så mange mennesker, der ikke kender hinanden. Jeg tror, det bliver rigtig godt med det her hold. Jeg elsker det her møde. Det er dejligt uformelt, og vi skal snakke og lære hinanden at kende, sagde Lisbet Dahl til Se og Hør.