Frederik Haun afløser Katerina Pitzner som CEO for Diamant Børsen
Mange havde nok spået et fantastisk kagebageeventyr for Frederik Haun, der indtog alles hjerter efter sin deltagelse i "Den store bagedyst". Men kagekongen har andre drømme.
Derfor har han i flere måneder i al hemmelighed gjort sig klogere på diamanter, og i dag afslører han, at han indtræder som daglig leder og CEO af "Diamantfamilien"-dronningen Katerina Pitzners virksomhed Diamant Børsen.
– Det vildeste eventyr venter forude. Det kribler! Jeg er spændt, stolt og ikke mindst meget beæret, fortæller Frederik Haun i et opslag på Instagram, hvor også Katerina Pitzner bekræfter nyheden.
– Jeg har altid haft den største respekt og fascination af Katerina, allerede fra første gang jeg stiftede bekendtskab med hende i "Diamantfamilien" sæson 1. Jeg beundrer hendes person, hendes dedikation, vilje og ikke mindst det, hun har skabt med sin virksomhed Diamant Børsen, skriver han videre.
Og rosen fortsætter:
– Hun har min dybeste respekt både som menneske, mor og ikke mindst forretningskvinde, hvorfor det også føles som nogle meget, meget store sko at skulle udfylde med min nye stilling. En plads, jeg i al ydmyghed vil gøre mit bedste for at gøre mig fortjent til.
Katherina Pitzner trækker sig
Diamantdronningen forklarer, at hun længe har overvejet at give scepteret videre.
– Nu går jeg skridtet videre og giver efter for noget, der føles som min sjæls kald. Eller ihverfald en følelse af, hvad der er mit næste skridt i min udvikling som menneske, skriver Katerina Pitzner, der endnu ikke ved, hvad hun vil i stedet.
– Jeg er ambitiøs omkring mit forehavende, selv om jeg endnu ikke kan se præcis, hvor det fører mig hen, men jeg trives faktisk med uvisheden. Jeg vil se, hvad og hvem, der dukker op, når jeg giver slip på mine vante roller og rutiner og giver plads til mere fordybelse, mirakler og skriverier.
I et andet opslag på Diamant Børsens profil fortæller hun, at hun selv har været ude at jagte en til at overtage hendes plads.
– Frederik er især udvalgt på grund af sin stærke personlighed, sit skarpe øje og sans for detaljen og ikke mindst sit fantastiske, positive væsen og drive.