Her voksede Inger Støjberg op: Nu kan du købe hendes barndomshjem for 36 millioner kroner

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg vælter i bejlere
Betal 36 millioner kroner - og så kan du overtage rammerne, som partibossen i Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, voksede op i i Hjerk, Sallingsund.
Kvæggården, som Inger Støjberg og hendes to ældre søskende kan kalde deres barndomshjem, er nemlig blevet sat til salg, skriver Landbrugsavisen.
Men hvor hun i sin tid valgte et politisk liv, er det broderen Jens Peter Støjberg, som drev gården videre. Og nu sælger ud af arvesølvet.

Det var broderens og Ingers nu afdøde far, Mathias Støjberg, der oprindeligt drev gården, som betød alt for familiens opvækst.
- Der var relativt vide rammer, men så var der også noget, man ikke måtte: Man måtte ikke blive væk fra måltiderne.
- Det har aldrig været til diskussion, at vi spiste sammen, sagde Inger Støjberg i 2016 til Kristeligt Dagblad om barndomshjemmet.
Ifølge salgannoncen hos Nybolig (link fjernet) får de potentielle købere dog adgang til mere end nostalgi på landet.
"Ejendommens areal er på 142,58 ha. og ligger relativt samlet omkring ejendommen."
"Der er til forpagtet 3,4 ha. på mundtlig aftale. Størstedelen er i omdrift, og sælger oplyser at der ikke har været behov for markvanding," kan man blandt andet læse.
"En flot og veldrevet kvægejendom, som er i god stand og rationel i driften."
Der er med andre ord tale om en meget stor ejendom, der kræver sin mand - eller kvinde - at drive.