Tobias Friberg blev væk fra retten: Vil have ny advokat
LÆS OGSÅ: Tredje voldsdom til Tobias Friberg: Her er hans vilde liv
Den tidligere realitystjerne Tobias Friberg fik ikke sin anden dom på blot 16 dage onsdag eftermiddag - han blev i stedet helt væk, da hans advokat havde dobbeltbooket sin kalender.
Dagens retsmøde, der handler om spiritus- og narkokørsel samt kørsel i frakendelsestiden, nåede aldrig at komme igang.
SE og HØR var ellers på plads i retten, da retsmødet efter planen skulle være startet 13.30.
Men her lød i stedet en noget overraskende besked - retsmødet er nemlig udsat på ubestemt tid.
Ifølge anklagemyndigheden skyldes det, at Tobias Friberg har ønsket en specifik advokat til at forsvare sig mod tiltalerne.
Den besked fik Retten i Næstved tyve minutter før sagens start, hvorfor der nu skal planlægges et nyt retsmøde ude i fremtiden.
Tobias Friberg har siden kontaktet SE og HØR for at fortælle sin version af sagen.
Han forklarer, at det hele beror på en fejltagelse fra hans forsvarsadvokat Poul Hauch Fenger.
- Jeg stod klar til at komme ud af døren, da min advokat skrev, at vi ses klokken 10 i retten. Men sagen startede jo først klokken 13, fortæller Tobias Friberg.
Poul Hauch Fenger var angiveligt kommet til at tage fejl af tiderne, og var dermed endt med at dobbeltbooke sin kalender.
Derfor skal der nu findes en ny dato for et kommende retsmøde.
Hovedpersonen i sagen er den tidligere realitydeltager Tobias Friberg, der 13. februar blev dømt i en anden straffesag.
I den aktuelle sag er Tobias Friberg tiltalt for at have kørt påvirket af alkohol og stoffer under en køretur i september 2021.
I den forbindelse kørte han ind i et vejskilt, hvor der skete materiel skade.
Derudover er han tiltalt for at have ført bilen, selv om han tidligere er frakendt førerretten til bil.
Hvornår sagen igen kan komme for retten er på nuværende tidspunkt uvist.
SE og HØR følger sagen.