Mascha Vang udbetaler løn til datteren, når hun er med i reklamer på Instagram
Mascha Vang er forretningskvinde helt ud til de manicurerede fingerspidser, så derfor er der naturligvis også styr på papirarbejdet, når den 43-årige influencer får assistance fra sin datter.
Når datteren optræder i en af Vangs mange betalte samarbejder på Instagram, får 10-årige Hollie Nolia således løn i form af et honorar, og bloggerdronningen forklarer, hvordan det fungerer under en spørgerunde på sin Instagram story.
En følger spørger, om Mascha selv har valgt at betale sin datter honorar for at være med på Instagram-opslag, eller om det er noget, hun SKAL udbetale.
– Det har jeg selv valgt. Når hun igennem årene har deltaget på bloggen eller Instagram i diverse samarbejder, har hun fået honoraret ind på en almindelig lønkonto i hendes navn, hvor hun har tilknyttet frikort og betaler skat, forklarer Vang til den nysgerrige følger.
Yderligere sætter influenceren også ord på, hvorfor hun på den måde betaler sin datter:
– Hvordan skulle jeg næsten ellers retfærdiggøre, når hun blev ældre, at hun var en del af alt det? Jeg har aldrig ønsket at tjene penge på min datter, det skulle være hendes egen fortjeneste, og hvis hun ikke ønskede at deltage, droppede jeg kampagnen, forklarer hun.
Og noget tyder da også på, at 10-årige Hollie Nolia har mere på kistebunden end den gennemsnitlige pre-teen:
– Nogle af midlerne har jeg investeret for hende, men hun har også en konto, hvor hun har mulighed for f.eks. at købe en pony, afslutter Mascha Vang på sin story.
Og noget tyder da også på, at Hollie Nolie har formøntet noget af opsparingen på netop en pony: For tre dage annoncerede en stolt Mascha nemlig, at Hollie Nolia var blevet ponyejer:
– Sig hej til Allure, Hollies egen pony. Den bedste dag i hendes liv, som hun siger, skriver Mascha til opslaget, hvor hendes glædestrålende datter står med sin nyerhvervelse.
– De gange Hollie har deltaget i kampagner eller figureret på min blog og IG, har hun modtaget honorar. Jeg havde ikke regnet med, der skulle hæves fra den konto endnu, men det giver så meget mening, når ønsket for en pony er så stort. Og pengene er jo hendes. Tillykke min skat, skrev hun yderligere.