Nu er det sket: Christiane Schaumburg-Müller og Daniel Åxman er blevet gift
Nu står hun brud!
Klokkerne ringer for den tidligere tv-værtinde Christiane Schaumburg-Muller og milliardæren Daniel Åxman, som netop gennem Instagram afslører, at de torsdag er blevet mand og kone.
Diamanter, skræddersyet suit og monogrambesatte stofservietter var allerede kørt i stilling til Christiane Schaumburg-Müller og Daniel Åxmans store dag, og torsdag morgen var der flere tegn i sol og måne på , at det var i dag, det skulle ske.
Og der skal øjensynligt ikke mangle noget, når et af Danmarks mest feterede kendispar skal smedes sammen.
Selvom den tidligere ”Vild med dans”-vært har været enormt hemmelighedsfuld omkring sin kommende store dag, (og kun hintet, at den er lige om hjørnet gennem sine stories fra frisøren eller til overdådig polterabend med veninderne), så står det altså nu klart, at det var Gentofte Rådhus, som havde æren af at lægge hus til vielsen.
I hvert fald er det her på den smukke trappe i rådhushallen, det nygifte par står på de splinternye offentliggjorte billeder. Bruden med en smuk buket af orkidéer og fjerprydet kjole.
Som enhver mesterdetektiv ynder at gennemgå omgangskredsen for små tegn, så kunne man allerede torsdag morgen finde usædvanlig mange kendisser på de sociale medier, der alle var i færd med at gøre sig klar til fest.
Og ikke bare en hvilken som helst fest, men den ultimative kærlighedsfejring.
TV-baronessen Caroline Fleming lagde allerede fra morgenstunden et billede op af en skyfri himmel med ”Perfect day for a wedding” i kursiv henover.
I mellemtiden satte Christiane Schaumburg-Müllers veninde, træner og iværksætter Frida Hallquist, sig i frisørstolen, hvor hun kraftigt insinuerede, at hun ikke bare var der for en studsning.
Smuk dato - og særligt sted
Tidligere har Christiane afsløret, at hun og Daniels første møde foregik i netop Gentofte.
– Vi blev faktisk sat op af min veninde og hendes nabo, som havde en ven (aka Daniel), som lige var flyttet hjem til Danmark fra Schweiz. Vores første date var en gåtur i Bernstorffsparken i Gentofte, har hun sagt om deres første romantiske møde.
Deres bryllupsdato er naturligvis heller ikke helt tilfældig.
For som Christiane Schaumburg-Müller selv indikerer, så står datoen skarpt og harmonisk - 02.03.2023.
Daniel Åxman og Christiane Schaumburg-Müller fandt sammen i januar 2020. Den tidligere tv-vært har været gift før. Det blev hun nemlig tilbage i 2012 med rapperen L.O.C. aka. Liam O' Connor, men ægteskabet varede kun i to og et halvt år. Sammen med rapperen har hun sønnen Constantin.