Børnebørnene blæser på farmors titelcirkus
LÆS OGSÅ: Pinlig brøler fra kongehuset: Tog titlerne før tid
Selv om det var dronningens ønske, at Nikolai, Felix, Henrik og Athena fra årsskiftet skulle udskifte titlerne som prinser og prinsesse med den franske Monpezat-titel, så hedder de nu “Til Danmark” til efternavn.
Det fremgår af CPR-registret, hvor prins Joachims fire børn i øvrigt alle har navne- og adressebeskyttelse.
I registret har hverken Nikolai, 23, Felix, 20, eller 13-årige Henrik Monpezat med i deres navn. Athena, 11, har som den eneste af de fire det franske med i sit navn.
Heller ikke greve eller komtesse er nævnt, når de fire næste gang får nyt sundhedskort. Det var prinse- og prinsessetitlen derimod.
Navneskiftet er først sket næsten to måneder efter den planlagte degraderingsdato, som dronningen havde sat til 1. januar.
Ifølge hoffet skyldes navneforsinkelsen i CPR-registret, at nogle for længst indkøbte flybilletter skulle benyttes, idet navnet på billetten skulle være identisk med passet.
160 hedder Danmark
Dronningen har også befalet, at Nikolaj, Felix, Henrik og Athena fremover “kun” skal tituleres “Excellencer”. Men i CPR-registeret er stillingsbetegnelsen hos drengene imidlertid fortsat “Hans Højhed” og hos Athena “Hendes Højhed” – tiltaleformer som de har båret rundt på siden fødslen.
Model-Nikolai afslørede for flere uger siden på sin Instagram-profil, at han nu hedder Nikolai til Danmark. Men først med ændringen i CPR-registret er navneskiftet blevet officielt.
Trægheden i navneskiftet afslører, at ingen i Joachim-klanen sympatiserer med beslutningen, som den snart 83-årige farmor traf, fordi – som hun forleden sagde til Weekendavisen:
– For mig har det været vigtigt, at det ikke skulle være Frederiks lod at tage sådan en beslutning.
Ifølge Danmarks Statistik bærer 160 personer i år efternavnet Danmark. Det er seks flere end sidste år. Prince (prins, red.) er i øvrigt et godkendt fornavn – 90 mænd og en kvinde hedder Prince i Danmark.