Kendte12. marts 2023

Christiane Schaumburg-Müller fik sin drømmemand: Mit magiske bryllup

Amorinerne boblede ud af tv-værten, som sammen med de nærmeste venner og familie fejrede sit nye ægteskab med champagne og caviar

Christiane Schaumburg-Müller Åxmans bryllup

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller stod midt i stor sorg: Så fik hun helt særligt tilbud

Jeg er en lykkelig fru Åxman!

Så klar og kærlig er meldingen fra Christiane Schaumburg-Müller Åxman, efter hun i sidste uge sagde rungende ja til sin elskede, rigmanden Daniel Åxman, på Gentofte Rådhus.

– Det var så magisk, og det gik, lige som vi havde drømt om – og vores venner og familie var med til at gøre dagen helt speciel, jubler Christiane over for SE og HØR.

Efter de havde lovet hinanden at leve sammen i medgang og modgang tog de med deres nærmeste familie på Peter Liep’s Hus i Dyrehaven nord for København, hvor de spiste smørrebrød og drak øl.

– Det var rigtig hyggeligt, og så kørte vi hjem, hvor vi havde bryllupssalon klokken 15 – og det spillede bare, fortæller den nygifte skønhed.

Daniel Åxman og Christiane Schaumburg-Müller Åxman
Efter vielsen tog brudeparret på Peter Liep’s Hus i Dyrehaven, hvor de spiste frokost med familien. – Der fik vi smørrebrød og øl – og det var rigtig hyggeligt, afslører Christiane.
 Foto: Privat

Boblerne flød i baren

Her var 74 af brudeparrets venner og familie samlet for at fejre kærligheden.

– Der var kage- og caviar-bar – og alt hvad hjertet begærer af mad og drikke.

– Og der var en champagnebar, men vi havde glemt at tænke på vand, så folk blev rimelig glade i låget, lyder det med et grin fra Christiane.

Hele parrets Gentofte-villa var pyntet op med smukke blomster og stemningen blev fuldendt med smuk sang af popkolibrien Karen Rosenberg.

Christiane Schaumburg-Müller
Bryllupskagen blev skåret med en smuk kagekniv, der var prydet med brudeparrets nyskabte monogram.
 Foto: Privat

Kærlighedsfesten var egentlig uden taler, men brudeparret sagde alligevel lidt kærlige ord til hinanden, inden de nød bryllupskage.

– Min tale beroede meget på taknemmelighed. Om hvor heldig jeg føler mig – og om hvor meget jeg elsker vores liv. Jeg er så glad helt indeni, jubler den nygifte skærmsild.

– Det handlede meget om familie og det her med, at vi er gode til at være familie, kærester, elskere og venner.

– Vi får det hele til at spille, og vi har dannet et virkelig trygt hjem i vores følelser til hinanden.

– Når jeg siger hjem, tænker jeg ikke så meget på vores hus, men at vi virkelig har dannet et trygt hjem bundet op af kærlighed for vores sammenbragte børn og hinanden, fortæller Christiane.

Nyt bryllup næste år

Gæsterne, der bl.a. talte musicalstjerne Julie Steincke, kjolemager Jesper Høvring og jetsetbaronesse Caroline Fleming, sendte hen på aftenen parret af sted med ris.

– Så tog vi ind på D’Angleterre med ungerne, hvor vi overnattede. Og tidligt om morgenen rejste vi så af sted til Firenze med ungerne, siger den nybagte fru Åxman, som selv har sønnen Constantin på seks år, mens Daniel er far til to teenagedøtre.

Daniel Åxman og Christiane Schaumburg-Müller Åxman
Christiane føler sig tryg og lykkelig i sin Daniels arme. – Jeg er så glad helt indeni, smiler den nygifte tv-babe.
 Foto: Privat

– Vi vil gerne have velsignet vores kærlighed i en kirke, men jeg tror, det bliver meget småt – måske kun med 10 mennesker – og det bliver 100 procent i udlandet, røber Christiane.

Sponsoreret indhold