Dansk kommune advarer mod populær dille: – Det er møgfarligt!
De er farverige, de ligner legetøj – men de kan være livsfarlige.
De såkaldte puffbars har længe været en trend på det sociale medie TikTok.
Men de populære nikotinpræparater har også gjort sin entre blandt danske børn og unge, og det får nu Favrskov Kommune til at gå ud med en advarsel. Det skriver TV 2 Østjylland.
Puffbars er en slags engangscigaretter, som må sælges lovligt med smag af tobak og menthol til personer over 18 år.
Men eftersom flere børn og unge alligevel får de populære præparater mellem hænderne, er kommunen bekymret for, at forældre til kommunens børn og unge ikke ved, hvor farlige de kan være.
– Børn og unges hjerner er meget påvirkelige, og derfor skal vi have sat en stopper for det her. Det er møgfarligt, fortæller Birgitte Holm Andersen, der er sundhedschef i kommunen, og fortsætter:
– Nikotin skader hjernen, fortæller hun og påpeger, at det kan øge risikoen for afhængighed og i værste fald udvikle psykiske lidelser som angst og depression.
Favrskov Kommune er desuden ikke de eneste, der har været ude og advare mod den nye dille blandt unge.
Tilbage i december gjorde Røgfrit Odense nemlig det samme, da de sendte en advarsel ud til alle skoler gennem Aula, da de ligeledes så det som et stigende problem.