Dine penge8. marts 2023

Riccos kaffe politianmeldt for dårlig rengøring

Ejer de overhovedet kost og spand?
Der var ikke styr på rengøringen hos Riccos Kaffe i Valby.
Der var ikke styr på rengøringen hos Riccos Kaffe i Valby.
 Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix

Man skulle næsten ikke tro, at der ikke bliver gjort rent på Riccos Kaffe på Valby Langgade 66.

Rengøringen har været så mangelfuld, at Fødevarestyrelsen har set sig nødsaget til at anmelde kaffebaren til politiet.

Det fremgår af den seneste kontrolrapport fra 27. februar.

Her har Fødevarestyrelsen lavet en lang liste over, hvad de ansatte på Riccos Kaffe har forsømt.

Ejeren af kæden, Ricco Harder Sørensen, er da også flov over den mangelfulde rengøring.

"Det er under al kritik, at vores kaffebar i Valby flere gange får en anmærkning af fødevarekontrollen", skriver han i en mail til SE og HØR.

Disse ting havde Riccos Kaffe ikke gjort rent

  • Glasmontre fremstår med tykt lag støv, samt indvendigt i montre ligger der jordrester
  • Bord under kaffemaskine fremstår med ældre indtørret kaffe samt kaffegrums
  • Gulv ved kaffemaskinen fremstår ligeledes med større pletter af kaffe
  • Bund i mælkeskuffe fremstår meget klisteret
  • Område ved opvaskemaskine fremstår med våde områder af vand og snavs
  • Bord under bordovn fremstår støvet og med krummer af ældre dato
  • Bordplade samt vask fremstår med dejrester
  • Bund i køleskab, låge på køleskab fremstår med dejrester og spild af mælk

Medarbejderen, der var til stede under besøget, fortalte, at "vi gør rent efter en plan og er opmærksomme på rengøringen".

Men gennemgår man den lange liste af manglende rengøring, så virker det knapt nok til, at kaffebaren ejer basale rengøringsmidler som klude, spande, gulvmoppe og koste.

Ikke desto mindre fik Riccos Kaffe på Valby Langgade en sur smiley samt to opfølgende kontrolbesøg, som kaffebaren selv skal betale for.

Ricco Harder Sørensen giver blandt andet tidspunktet for Fødevarestyrelsens besøg grunden.

"Besøget tegner jo kun, det øjebliksbillede der findes. Dette besøg faldt midt i rush-hour. Ikke dermed sagt at der ikke skal være rent og pænt, men der var travlt, og vores dygtige folk er kun mennesker", skriver ejeren.

Sponsoreret indhold