Far om dræbt søn: - Han sagde altid, ’jeg elsker dig’
LÆS OGSÅ: 17-årigs hjerteskærende sidste besked til mor
Ingen forældre bør begrave deres børn.
Efter de voldsomme begivenheder, som udspillede sig i Taastrup mandag aften, er det lige netop hvad to familier nu skal til.
Her blev 17-årige Petar Stesevic og hans barndomsven, 18-årige D, stukket ihjel.
Det har efterladt de pårørende med en ubærlig sorg, hvilket kom til udtryk under onsdagens grundlovsforhør, hvor en 17-årig dreng blev varetægtsfængslet for drab og drabsforsøg.
Dobbelt knivdrab i Taastrup
På de bagerste rækker sad flere pårørende til de to dræbte drenge, som havde svært ved at holde følelserne tilbage.
17-årige Petar Stesevic var ifølge sin far den gladeste og kærligste dreng i verden.
Det fortæller Nenad Stecevic til lokalmediet SN.dk.
- Når han gik hjemmefra, sagde han altid ’Jeg elsker dig’, og når han gik om aftenen gav han altid et kram og sagde igen, ’jeg elsker dig’.
- Hans smil var varmt som solen, og hans hjerte så stort som hele planeten. Hans smil var milliarder værd.
- Det var som at kigge på en milliard blomster, fortæller den knuste far til lokalmediet.
’Det er så tragisk’
Mandagens tragiske hændelse har berørt det idylliske kvarter på Skjeberg Allé i Taastrup dybt.
Tirsdag, dagen efter drabene, blev der afholdt et fakkeloptog med stor deltagelse af byens borgere.
Da SE og HØR besøgte byen onsdag, gik snakken om den forfærdelige begivenhed da også rundt om i kvarteret.
’Har du hørt, at de to drenge gik på vores gymnasie?’ Spurgte en ung kvinde sin veninde på Høje Taastrup Station, der ligger et stenkast fra Skjeberg Allé.
’Det er så tragisk’, lød det fra en kvinde ved siden af blomsterhavet ud for nummer 296.
Nenad Stecevic fortæller til lokalavisen, at det er ’stort’, at så mange mennesker dukkede op til ære for hans søn og hans dræbte kammerat.
Han forstår stadig ikke, at hans søn er blevet revet så brutalt fra ham, og at hans familie skal leve videre uden Petar.
Den 17-årige dreng, som blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, havde selv meldt sig til politiet. Han nægter sig delvist skyldig, men påberåber sig samtidig nødværge.