Erik Brandts sidste tid: – Han har ikke været glad længe
Lørdag formiddag sov den den danske modeskaber Erik Brandt ind i en alder af 79 år.
Det bekræfter hans datter Emilie Brandt på vegne af familien over for SE og HØR.
– Han havde været syg længe, men til sidst gik det bare rigtig stærkt. Han havde fået det skidt sidste weekend, og det viste sig at være en infektion, og så gik det bare hurtigt, fortæller Erik Brandts datter, der tydeligt er berørt.
Emilie Brandt fortæller videre, at hendes far havde kæmpet med helbredet helt til sidste, og at den sidste tid har været hård.
– Han har ikke været glad længe, og han har ikke haft det godt. Så selv om det er rigtig hårdt at miste, er det et eller andet sted dejligt, at han har fået fred.
– Han – og vi – har været afklaret med det, fortæller hun.
Var omgivet af familien
Erik Brandt var omgivet af familien, da han sov stille ind i sin beskyttede bolig på plejecenteret Ryggården lørdag morgen.
– Der har været rigtig mange fra familien forbi, og Julie (Emilies søster, red.) og jeg har været her hele morgenen, hvor vi både har grinet og grædt sammen, fortæller Emilie.
Erik Brandt og hans hustru, Margit Brandt, skabte deres eget modemærke, Margit Brandt Design, som i 60'erne og 70'erne satte dansk mode på verdenskortet.
Erik Brandt efterlader sig sine to døtre, Emilie og Julie Brandt, og deres familier.