Rockstjernen Jim Gordon er død i fængslet
Den kendte rockmusiker Jim Gordon er død.
Han blev 77 år gammel.
Ifølge The Sun døde Jim Gordon af naturlige årsager i California Medical Facility, hvor han sad fængslet som følge af drabet på sin egen mor.
Trommeslageren, der har spillet med de helt store stjerner såsom Eric Clapton og George Harrison, led hele sit liv af mentale problemer.
Hans rockkarriere sluttede brat, da han i juni 1983 på brutal vis myrdede sin egen 72-årige mor.
Han både tæskede og stak hende med kniv flere gange.
Jim Gordon blev efterfølgende diagnosticeret med skizofreni, før han blev idømt 16 år til livstid for drabet på moderen.
Trommeslageren har i de seneste år gentagne gange søgt om prøveløsladelse, men har fået afvist sin anmodninger gang på gang, og nu nåede han altså aldrig at komme på fri fod igen.
Jim Gordon er især kendt for sin karriere i bandet Derek and the Dominos, hvor han spillede sammen med Eric Clapton, Duane Allman, Bobby Whitlock og Carl Radle.
Han optrådte dog også i flere sange med kendte stjerner såsom Sonny & Cher, Beach Boys, Nancy Sinatra og Steely Dan.