Michella Meier-Morsi er mor til tvillinger og trillinger: Det er en kæmpe opgave
Tvillingefamilier kan måske se frem til at få 26 ugers ekstra barsel med et nyt forslag fra partierne uden for regeringen.
Dermed bliver de ligestillet med forældre, der får trillinger eller firlinger.
Det glæder Michella Meier-Morsi, der for nylig stillede et borgerforslag om udvidet barsel til tvillingeforældre.
- Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fældede en tåre, da jeg fik at vide, at partierne har fundet fælles fodslag om finansieringen, siger hun.
Hun og hendes mand, Mark, er forældre til tvillingepiger på fire år og trillingedrenge, der netop er fyldt et år.
Da regeringen tidligere i år gav trillinge- og firlingeforældre mulighed for ekstra barsel, skete det med henvisning til, at de står i en helt ekstraordinær situation.
Men regeringen stemte imod borgerforslaget om udvidet barsel til tvillingefamilier med henvisning til manglende finansiering.
- Det er til at ryste på hovedet over, at man gav ekstra barsel til forældre, der får trillinger eller firlinger, når forskning i risici bygger på tvillingeforskning. At få to små mennesker på én gang er en kæmpe opgave.
Hun henviser til, at tvillingeforældre eksempelvis har forsøget risiko for stress og angst, ligesom risikoen for skilsmisse er højere end blandt forældre, der får et barn.
- Mange tvillingeforældre føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke har den samme tid, som andre forældre. Det ville være en stor hjælp, hvis manden eller partneren fik mulighed for at være hjemme længere tid, så der var to sæt hænder.
- Jeg ved på egen krop, hvordan hårdt det er. Jeg fik stress, siger Michella Meier-Morsi, der er kendt fra DR-programmet "Tillykke, I skal have trillinger".
Bag det nye forslag er SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.
De peger på, at den udvidede barsel eksempelvis kan finansieres med en yderligere sanering af erhvervsstøtten og en hel eller delvis konkurrenceudsættelse af Kammeradvokatordningen.
Da partierne ikke har flertal alene, kræver det regeringens støtte, hvis forslaget skal vedtages.
Ifølge Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Jens Joel, er regeringen villig til at se på forslaget. Dog uden at give nogen garantier.
- Sandheden er jo, at vi har stor sympati for den situation, man kan stå i også som tvillingeforældre. Men det kræver, at man finder pengene.
- Nu er de kommet med det her forsalg, og det drøfter vi gerne med partierne, men som jeg ser det, er det ikke nye penge.