Krimi18. marts 2023

Sarah kendt fra "Operation X" raser: - Det er vores liv der er ødelagt

Fredag begyndte en sag, hvor en læge sagsøger TV 2 for at have ærekrænket ham i programmet ”Operation X”.
Efter operationen i Grækenland har Sarah Gyldendal været indlagt et utal af gange på Hvidovre Hospital
Efter operationen i Grækenland har Sarah Gyldendal været indlagt et utal af gange på Hvidovre Hospital
 Foto: Mads Houmøller Bødker/TV 2

En stor, intens vrede og sorg fylder i disse dage i Sarah Gyldendal. Hun er frustreret over, at lægen, der ødelagde hendes krop, nu sagsøger TV 2.

- Jeg har en kæmpe intens vrede over, han overhovedet vil lægge sag an mod dem. Det er vores liv der er blevet ødelagt, siger Sarah Gyldendal til SE og HØR.

- Nu beder han om en erstatning for hvad? Han kan sagtens spise, han kan sagtens arbejde, han kan sagtens leve. Han fortsætter jo bare. Men det kan vi andre jo ikke

Sarah Gyldendal fortalte i september 2020 sin grufulde historie i programmet ”Operation X: Lægens livsfarlige operationer”. Her fortalte hun, hvordan operationen i Grækenland – der blev foretaget af kirurgen ved navn Nikolas Valsamdis – slet ikke gik som den skulle.

Tiden efter stod på utallige indlæggelse, fordi Valsamidis’ operation tilsyneladende havde efterladt Sarah med en forsnævring, dér hvor mavesækken og tarmen møder hinanden.

Sarah har fået foretaget utallige ballonudvidelser af sin forsnævring 
Sarah har fået foretaget utallige ballonudvidelser af sin forsnævring
 Foto: Privat/Sarah Gyldendal

Forsnævringen var så alvorlig, at det var umuligt for Sarah at indtage mad. Hun tabte sig alt for meget og fik slet ikke den næring, som hendes krop havde brug for.

I et forsøg på at hjælpe Sarah – og i sidste ende redde hendes liv – har hun senere fået foretaget adskillige ballonudvidelser.

På trods af det er livet stadig særdeles svært. I dag er hun fortsat ofte syg.

- Jeg er 28 år og er nu blevet indstillet til førtidspension på grund af min gastric bypass jeg kommer aldrig til at arbejde igen, siger hun.

Da Sarah blev opereret i Grækenland i maj 2019, vejede hun 95,5 kilo. I februar havde hun tabt sig hele 30 kilo, og i juni måned viste vægten faretruende 45 kilo.

- Jeg har mistet mig selv fuldstændig, siger Sarah Gyldendal. 
- Jeg har mistet mig selv fuldstændig, siger Sarah Gyldendal.
 Foto: Privat/Sarah Gyldendal

Ifølge kirurgen har programmet haft store konsekvenser for ham. Han påstår, at han efter programmets offentliggørelse har tabt 1,4 millioner kroner.

Derfor har han sagsøgt TV 2 og ansvarshavende chefredaktør Anne Engdal Stig Christensen for æreskrænkende beskyldninger både fremført i programmet og på tv-stationens andre platforme.

Ifølge Nikolas Valsamidis gav programmet det indtryk, at det var forbundet med stor risiko som patient at blive opereret af ham.

Umiddelbart efter programmet opsagde firmaet SOS International samarbejdet med lægen og en række allerede planlagde patienter aflyste deres aftaler.

Udover 1,4 millioner kræver lægen også godtgørelse for tort på 100.000 kroner.

Både TV 2 og Anne Engdal Stig Christensen kræver frifindelse, fordi omtalen af lægen og patienterne ikke er retsstridig, skriver deres advokat i et af sagens påstandsdokumenter ifølge Ritzau.

Mediet foreholdt Nikolas Valsamidis kritikken, inden afsnittet blev bragt i fjernsynet den 10. september 2020.

- Jeg har opereret cirka 150 danskere siden 2015, og af de 150 vil jeg vove at påstå, at over 90 procent har det rigtig, rigtig godt, sagde han til TV 2.

En opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der i 2018 blev foretaget omkring 1160 fedmeoperationer i Danmark. Tallet er steget støt siden 2015, hvor tallet var 635 fedmeoperationer.

Begge parter har oplyst, at der ikke er dokumenteret et højere antal af komplikationer ved Nikolas Valsamidis' fedmeoperationer end ved tilsvarende operationer i Danmark.

Sponsoreret indhold