Se videoen: Bruce Willis taler for første gang siden demens-diagnosen
Det er snart et år siden, det kom frem, at Bruce Willis var så syg, at han blev nødt til at lægge sin karriere som filmstjerne på hylden.
Det er siden blevet afsløret, at den 68-årige skuespiller lider af demens, og at han aldrig nogensinde bliver rask igen.
Bruce Willis' familie har løbende orienteret offentligheden om hans helbred, men "Die Hard"-stjernen har man ikke hørt fra siden diagnosen.
Nu har hans kendte ekskone, skuespillerinden Demi Moore, dog delt en video, hvor man for første gang ser og hører skuespilleren tale.
Det har hun gjort i forbindelse med hans 68 års fødselsdag, der fandt sted søndag.
I videoen kan man se Bruce Willis stå i køkkenet, mens hans familie synger fødselsdagssang for ham.
Man kan - udover Demi Moore - blandt andet se filmstjernens nuværende kone, Emma Hemming, samt hans døtre Rumer, Scout og Tallulah.
Se videoen herunder:
I videoen kan man se Bruce Willis smile stort og sågar synge med på fødselsdagssangen til ham.
Man kan også se ham snakke med sin familie, ligesom han på et tidspunkt også puster lysene på sin lagkage ud.
Faktisk puster han så hårdt, at det ligner, at han er lige ved at miste balancen efterfølgende. Det ligner også, at skuespilleren mangler en af sine fortænder.
Det vides ikke, hvorfor han mangler den ene tand, og det er tvivlsomt, at familien kommer til at forklare det.
Demi Moore delte videoen natten til mandag dansk tid og har skrevet følgende til videoen:
- Tillykke med fødselsdagen, BW (Bruce Willis, red.).
- Jeg er så glad for, vi kunne fejre dig i dag. Elsker dig og din familie. Tak til alle for al jeres kærlighed og tanker. Vi kan virkelig mærke det.
Bruce Willis og Demi Moore blev skilt i 2000 efter 13 års ægteskab og har tre døtre sammen.
Filmstjernen blev i 2009 gift med sin nuværende hustru, Emma Heming, som han har yderligere to døtre med.