Forsikringsselskab advarer elcyklister: – Det er guf for tyvene

Det er ikke kun blandt danske cyklister, at elcykler er i høj kurs. Det samme gør sig gældende for de langfingrede tyveknægte.
Nye tal vidner nemlig om, at cykeltyvene for alvor har fået øjnene op for de eldrevne jernheste, og derfor sender GF Forsikring nu en advarsel til elcyklisterne.
– Vi kan se en tendens til, at tyveri af elcykler fylder mere og mere i statistikken. Vi har spurgt rundt i teamet, der behandler cykeltyverier, og de får klart flere opkald fra medlemmer, der har fået stjålet deres elcykel, siger Per Haulund, der er skadedirektør i GF Forsikring, i en pressemeddelelse.
Forklaringen i stigningen af stjålne elcykler skal findes i, at de er meget værdifulde og populære i gadebilledet.
– De er i høj kurs, fordi de ofte koster 15-20.000 kroner, lyder det videre.
Tager man et kig på tal fra Danmarks Statistik, er det da også tydeligt at se, at danskerne er vilde med erstatningen for rugbrødsmotoren.
Antallet af importerede elcykler er nemlig steget fra 40.000 i 2017 til cirka 120.000 i 2022, og dermed er statistikken for tyverier af disse også steget.
– Elcyklerne er guf for tyvene, fordi de er lette at sælge videre – og det skal man som ejer af en elcykel være opmærksom på, fortæller Per Haulund videre.
Sådan forebygger du tyveri af din elcykel
– Tag batteriet med, når cyklen parkeres. Cykeltyve kan godt nøjes med bare at stjæle batteriet, da de er nemme at omsætte
– Sørg for at låse din elcykel fast. Hvis det er muligt, bør cyklen låses fast om for eksempel en lygtepæl eller cykelstativ med en forsikringsgodkendt kædelås. Derhjemme skal cyklen også låses godt og helst sættes indendørs. Din private bopæl er desværre ikke et sikkert helle for cykeltyvene
– Installer en gps-tracker, så du kan spore cyklen, hvis den bliver stjålet – og så du hurtigt kan finde frem til den igen
– Tjek forsikringen: en elcykel er som bekendt ofte langt dyrere end en almindelig rugbrødscykel, så man bør sikre sig, at man ikke er underforsikret.
Kilde: GF Forsikring