Geggo og Cengiz slår fast: "Familien fra Bryggen" er et overstået kapitel
20 sæsoner på 10 år er det blevet til, og fansene skriger efter mere.
Men spørger man to af programmets hovedpersoner, så er det slut med "Familien fra Bryggen". Det slår Geggo og Cengiz fast i deres Podimo-podcast "Helt Ærligt".
– For mig er "Bryggen" ved at være et overstået kapitel, slår 32-årige Geggo fast, og gemalen Cengiz stemmer i:
– Det er det. Det er et overstået kapitel.
Selv om deres populære realityprogram er lagt i graven, så er det bestemt ikke slut med skærmtid, afslører parret, der for nylig købte hus i Tårnby på Amager.
– Vi er jo i gang med at skyde et andet program, som er virkelig fedt, og som vi elsker at lave, og vi kan desværre ikke sige, hvad det er, forklarer 31-årige Cengiz.
Dog efterlader Geggo noget af en kattelem, så der stadig er håb for "Bryggen"-hungrende fans:
– Man skal aldrig sige aldrig. Det kan godt være, "Bryggen" vender tilbage. Men lige nu kan jeg ikke se mig selv lave "Bryggen", slår hun fast.