Krimi28. marts 2023

Stor mystik om Thalia Pitzners kørekort: Hvordan kan det lade sig gøre?

Man kan ifølge reglerne ikke tage et kørekort i Tyskland, hvis man som Thalia Pitzner bor i Danmark - alligevel drøner "Diamant"-søsteren nu rundt i en bil i Tyskland, selvom hun fik taget sit danske kørekort for to måneder siden
Thalia Pitzner påstår, at hun har generhvervet sit kørekort i Tyskland, efter hun i februar måned fik frakendt selvsamme kørekort i Danmark. Der er dog noget, som ikke stemmer.
Thalia Pitzner påstår, at hun har generhvervet sit kørekort i Tyskland, efter hun i februar måned fik frakendt selvsamme kørekort i Danmark. Der er dog noget, som ikke stemmer.
 Foto: Mikael Rieck

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

LÆS OGSÅ: Thalia Pitzner i retten - Her er dommen

Realitybaben Thalia Pitzner har den seneste tid været i vælten flere gange.

Først var hun involveret i en langstrakt retssag, efter hun havde kørt i bil og samtidig brugt sin smartphone.

Sagen endte med 3. februar 2023 at koste hende kørekortet i seks måneder.

Kort efter efter dukkede en video op på Thalias Instagram, hvor hun igen kører bil.

Og her ser det ud til, at hun igen bruger sin mobiltelefon, hvilket hun dog nægter er sket.

"Hold dine venner tæt, men dine fjender endnu tættere". Thalia Pitzner har et tæt forhold til sin kære mobiltelefon - men det kostede hende i februar måned en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder.
"Hold dine venner tæt, men dine fjender endnu tættere". Thalia Pitzner har et tæt forhold til sin kære mobiltelefon - men det kostede hende i februar måned en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder.
 Foto: Mikael Rieck

Ifølge Pitzner-søsterens forklaring til Ekstra Bladet, har hun generhvervet kørekortet efterfølgende i Tyskland - og må derfor gerne køre bil i landet.

Men forklaringen hænger ikke helt sammen, kan SE og HØR i dag afsløre.

For ifølge det danske CPR-register har Thalia Pitzner bopæl i Danmark og har haft det siden 2021.

Her bor hun også fortsat og altså ikke i Tyskland, som hun siger, at kørekortet er taget i.

Sådan mistede hun kortet

Pitzner-søsteren fik frataget sit kørekort i seks måneder i forbindelse med retssagen, fordi hun fik et tredje klip i kortet for brug af mobiltelefon under kørslen.

Normalt koster det en betinget frakendelse, men da der var tale om et gentagelsestilfælde, blev straffen skærpet til en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder.

Til stor overraskelse dukkede Pitzners, for pressen forholdsvist ukendte, far op til sagen. Her skulle han oprindeligt have vidnet, men forsvaret trak i sidste øjeblik farens vidneudsagn.

Derfor har SE og HØR nu undersøgt reglerne for at tage kørekort i et andet EU-land, og her er Færdselsstyrelsens melding klar:

- For EU-lande gælder, at det er afgørende for, at man kan erhverve og få udstedt et kørekort i et andet EU-land, at man har sin sædvanlige bopæl i det pågældende land, skriver styrelsen i et skriftligt svar til SE og HØR.

Samme svar giver den tyske ambassade i Danmark til SE og HØR. I Tyskland følger man nemlig EU-reglerne, der betyder, at man i mindst 185 dage om året skal bo og være registreret i landet.

Reglerne betyder altså, at en tysker ikke bare kan køre over grænsen og tage et kørekort i Sønderjylland. På samme måde kan en dansker, der har mistet sit kørekort, heller ikke bare tage til Sverige og hente sig et nyt.

Det bliver med andre ord svært at leve op til reglerne for Pitzner-datteren, da hun på tro og love har erklæret, at hun skam bor i sin lejlighed i Danmark. Og har gjort det siden 2021.

Skal man tage Thalia Pitzners forklaring om, at hun har taget kørekort i Tyskland siden frakendelsen i Danmark, for gode varer, er det derfor et stort spørgsmål, hvordan det så har kunnet lade sig gøre?

Ingen kommentarer

SE og HØR har bedt Thalia Pitzner om en mulig forklaring på, hvordan det hele hænger sammen.

Men da vi i sidste uge fangede hende på en telefonforbindelse for at få redt trådene ud, varThalia ikke just i talehumør.

- Jeg har ingen kommentarer, lød det bestemt fra realitybaben.

Hun ønsker heller ikke at forholde sig til reglerne, der altså siger, at man ikke kan få et kørekort i Tyskland, hvis ens bopæl - som i hendes tilfælde - ikke er der.

Indtil videre er det derfor et stort mysterium, hvordan den 29-årige tv-stjerne ifølge sine egne udtalelser er kommet i besiddelse af et nyt kørekort fra Tyskland.

SE og HØR kan nemlig heller ikke få hende til at vise os kortet, som hun altså bruger som forklaring på, hvorfor hun drøner rundt i Tyskland.

Sponsoreret indhold