For første gang: Daniel Radcliffe skal være far
Der er en lille ny på vej i Radcliffe-familien. Den 33-årige skuespiller, der blev verdenskendt i rollen som Harry Potter, venter sig sit første barn.
Det bekræfter en talsmand for skuespilleren ifølge Mirror lørdag aften.
Ifølge en anonym kilde kunne Daniel Radcliffe og hans kæreste Erin Darke ikke være mere lykkelige.
– De har fortalt det til deres venner og familie for nylig, lyder det fra den anonyme kilde.
Radcliffe mødte sin 38-årige kæreste, da de sammen indspillede "Kill Your Darlings" tilbage i 2012, men det var først i 2014, de bekræftede deres forhold.
Daniel Radcliffe har tidligere fortalt, at han gerne vil have børn, men han ønsker ikke, at de bliver skuespillere som ham selv.
Ifølge Mirror så har han udtalt, at han hellere så dem som en del af filmholdet bag og altså ikke i rampelyset.
Daniel Radcliffe blev selv kendt som 12-årig, da han var med i den første film "Harry Potter og de vises sten", men han ser tilsyneladende ikke samme karriere for sit kommende barn.