Josephine Skriver har hjemve: Jeg savner Danmark
LÆS OGSÅ: Josephine Skrivers skjulte tragedie: Lillebror døde
Hele verden er en legeplads for supermodellen Josephine Skriver, som nu i årevis har spankuleret op og ned af catwalks i både Milano, Paris og New York.
Privat holder hun til i fashionable Hollywood Hills sammen med en perlerække af andre stjerner, men Danmark trækker alligevel i den nu 29-årige skønhed. Det fortalte Josephine Skriver til SE og HØR, da hun forleden var hjemme i København i forbindelse med sit arbejde som ambassadør for PlanBørnefonden.
– Jeg savner helt klart at være tættere på venner og familie, og at man kan komme hjem noget tiere. Det er jo lidt langt at være en 12-13 timers flyvetur væk og ni timers tidsforskel.
Sne i Los Angeles
En del af nydelsen ved at være i Los Angeles frem for kolde Danmark plejer at være varme og sol, men på det punkt har udenlandsdanskeren været udfordret i den senere tid.
– Vi har haft den koldeste vinter i lang tid med regn og der er sne på bjergene. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg elsker Danmark, og man ved aldrig hvad der sker. Men det er en mulighed at komme hjem, fortæller den høje model, som også lige skal overtale sin rockstjernekæreste Alexander DeLeon fra USA om, at det er en god idé at bosætte sig i et lille land i Skandinavien.
Dermed udelukker den tidligere “Angel” for Victoria’s Secret ikke, at hun og gemalen på sigt vender snuden mod Danmark på mere permanent basis, men lige nu er deres liv i L.A.
– Jeg gad godt, at det ikke lige var L.A., men måske New York eller et andet sted i Europa, så jeg kunne komme hjem på weekend.