Remee slår fast: Ikke færdig med "X Factor"
Det var ikke manglende lyst til at spotte og udvikle unge talenter, der i 2018 fik Remee til at trække sig som en del af ”X Factor”s dommertrio.
Og skulle TV 2 bejle til ham, er han bestemt ikke afvisende over at tage endnu en tørn i den varme stol.
Det fortæller han i B.T.’s podcast Helt væk, da vært Anders Hemmingsen spørger, om han har overvejet at komme tilbage til sangprogrammet.
- Det er mere, om ”X Factor” har overvejet at komme tilbage til mig, siger Remee og griner.
Remees fremtid i ”X Factor” døde således ved forhandlingsbordet, da han skulle forhandle løn med TV 2, som overtog sangkonkurrencen fra DR.
For dommerikonet og kanalen kunne ikke blive enige om en aftale, der tilfredsstillede begge parter.
- Jeg tror, der var nogen, der blev lidt indignerede, men det var et grundprincip for mig dengang, vi gik i forhandlinger. De spurgte ”hvor meget skal du have for det?” og jeg sagde ”jeg skal bare have lige så meget som den, der får mest, siger han og fortsætter:
- Jeg skal ikke have mere end nogen, men jeg skal heller ikke have mindre end nogen”. Og det blev ligesom starten og slutningen på den diskussion.
Remee trak sig fra ”X Factor” efter de første tre sæsoner, og da han fem år senere returnerede til dommerstolen var det med eksakt samme krav, som han i 2018 stillede TV 2.
Det gik DR med til, men TV 2 holdt fast i at aflønne de tre dommere forskelligt.
- En ting er at ressourcerne til at udvikle folk skal være ligeværdige, men det vigtigste for mig var værdigheden og princippet, da jeg altid investerer enormt meget af mig selv i ”X Factor” og faktisk statistisk set har leveret de bedste resultater i verden som dommer - jeg ville hellere end gerne solidarisk have givet differencen til Charity, det var udelukkende principielt, udtalte han lige efter sit exit til B.T.
Selv om Remee ikke længere selv er personligt investeret i ”X Factor”, følger han stadig troligt med fredag efter fredag – dog først, når programmet går live.
Og eksdommeren er særligt begejstret for denne sæson, hvor Simon Kvamm i Remees optik har højnet niveauet.
- Det er nogle gange, som om folk tror, det er noget, man trækker i en automat. Man kommer ind, sidder i en stol – det er fedt, fordi der er mange, der ser det, og så skal du vælge nogle sange.
- Men der er jo så mange dybere lag i det. Så mange metalag, som jeg synes, han har forstået at gøre med de her artister, lyder de flotte ord om dommerdebutanten.