Sker for første gang: Sidney Lees familie står frem i TV 2-dokumentar

Den nylancerede TV 2 Echo-kanal har gjort sig noget af et scoop.
Den 11. april får de to første afsnit af "Sidney" premiere på TV 2 Play og TV 2 Echo, og i en pressemeddelelse afslører TV 2, at realityfænomenets familie for første gang står frem og fortæller om Sidney Lees storhed og fald.
– Det er første gang, at jeg lader mig interviewe og blive filmet i forbindelse med Sidney. For jeg har ikke ønsket at komme ind i den verden. Når jeg så gør det i dag, så er det virkelig en meget stor ting for mig. Fordi jeg tænker, at han har spurgt mig om det så mange gange. Nu kan jeg opfylde det, siger Sidney Lees mor Bente i dokumentaren.

Også Sidney Lees lillebror Troels fortæller for første gang om sin bror og hans vej ind i tv-verdenen:
– Jeg kan huske det første – det her wrestlingprogram ("Blod, sved og springskaller", red.) – der inviterede han hjem til at sidde og se det, da det blev sendt. Jeg synes, det var fantastisk, at han var med. "Hey, du er i fjernsynet! Fedt!" Da han så begyndte på flere af de næste, sådan nogle datingprogrammer, der stod jeg lidt hurtigere af, siger broren.
– Jeg tror, at jeg selv og de andre i min familie ret tidligt tog en beslutning om, at vi ikke havde lyst til selv at stille op til interviews og på billeder og alt muligt i de kulørte blade.

Du kan se traileren til programmet HER.
De to første afsnit af "Sidney" får premiere den 11. april, mens det sidste afsnit kan ses fra den 18. april.