Kun timer efter dét kys: Harry Styles spadserer hjem med sin ekskæreste
Han ligger altså ikke på den lade side, ham Harry Styles…
Udover at fise hele kloden rundt til sine egne udsolgte "Love on Tour"-stadionkoncerter, så holder han tilsyneladende også sine kvindelige relationer ved lige. Og så har vi ikke sagt for meget.
Flere medier, herunder Daily Mail, har fået fingre i videooptagelser af den kække 29-årige popstjerne, der efter en våd nat i byen går hjem gennem Tokyos gader – vel at mærke længe efter, at solen er begyndt at stå op.
Iført englevinger og krøllet skjorte er han ovenikøbet i selskab med sin tidligere flirt, modellen Kiko Mizuhara.
Men her stopper mystikken ikke.
For billederne fra overvågningsoptagelserne er ifølge det britiske medie altså røget i kassen bare få timer efter det sjaskvåde kys, der forrige weekend gik verden rundt.
Det tidligere One Direction”-medlem havde nemlig tunget så grundigt rundt i munden på en anden supermodel – Emily Ratajkowski – at man skulle tro, de havde en aftale om at mødes til en improviseret og ganske offentlig tandrensning ud på de små timer.
32-årige Kiko Mizuhara var iført lige så festlig pink paryk, mens man på de sociale medier tidligere på aftenen kunne spotte de to i en lille gruppe festende mennesker i bydelen Kabukicho i Tokyo.
Her var de desuden også i selskab med den japanske popstjerne Rina Sawayama.
Årelangt venskab
En kilde fortæller til Daily Mail, at de to er lige nøjagtig så tætte, som de ser ud til at være på optagelserne.
– Harry og Kiko har været venner længe, og han kan være helt sig selv omkring hende. Hun forstår også, at han altid bliver genkendt overalt, hvor han går. Og at det er vanskeligt for dem at ”catche up” uden nysgerrige blikke, lyder det.
Rygter om tidligere romance mellem de to blev for alvor antændt i 2019. I øjeblikket peger meget dog på, at Kiko Mizuhara dater den amerikanske pianist John Carroll Kirby.
Der er ingen af de implicerede stjerner - herunder Harry Styles seneste officielle kæreste Olivia Wilde - der har reageret på eller kommenteret Styles' natlige strabadser fra forleden, men Ratajkowski var dog frisk nok til at sende et like afsted mod et tweet, da hun vågnede næste morgen.
Nu ved vi da også, at de to kysseglade stjerner ikke tilbragte den resterende nat i hinandens selskab.