Siden sommeren 2010 har den nu 24-årige Stine Hesselholdt fra "De Unge Mødre" gennemlevet sit livs mareridt. Den unge kvinde fra Holbæk blev for fire år siden anholdt og sigtet for forsøg på manddrab, da hendes lille søn, Benjamin, fire måneder gammel blev indlagt med blodsprængninger i hjernen forårsaget af ruskevold.
Nu er hårdt prøvede mor tilbage i Holbæk og frikendt for alle beskyldningerne om at have skadet sin søn.
Hun har fået sin datter Isabella på seks år hjem igen, efter hun har været anbragt i en plejefamilie, mens Stine var sigtet i sagen. Sønnen Benjamin er stadig i pleje og sådan skal det efter hans mors eget ønske forblive, fortæller hun i et stort interview med SE og HØR.
- Jeg har valgt ikke at tage kampen op for at få ham hjem, fordi jeg synes, det er vigtigt at se på, hvad der er bedst for ham. Jeg kan se, at han har knyttet sig rigtig meget til sine plejeforældre, og hvis jeg begynder at hive ham hjem nu, vil han føle, at han bliver fjernet hjemmefra. Det tror jeg vil få hele hans verden til at bryde sammen.
Mens Stine sad i Vestre Fængsel, mødte hun under en søndagsgudstjeneste en mand, som hun faldt i snak med. Da hun senere blev løsladt, tog han kontakt til hende, og de to blev kærester. Mens han stadig sad fængslet, fik de sammen sønnen Jayden, der nu er halvandet år gammel.
LÆS OGSÅ: Så lidt får Stine i erstatning
LÆS OGSÅ: Stine jubler: Min datter er hjemme igen
Stines ønsker ikke at fortælle, hvad kæresten hedder, eller hvad han sad inde for, men forholdet til ham gik i stykker kort efter, at han for nyligt blev løsladt.
- Jeg syntes, vi var for forskellige. Vores hverdag hang ikke sammen, og jeg var bange for, at det ville gå ud over børnene. Men vi snakker stadig rigtig godt sammen, og vi er fine venner og samarbejder rigtig godt om børnene.
Datteren Isabella har aldrig kendt sin biologiske far, da han, inden hun kom til verden, meddelte at hun var uønsket. Derfor havde Stine et ufravigeligt krav til sin fængselskæreste.
- Jeg sagde til ham, at hvis han skulle være far for Isabella, så skulle han være det 100 procent også hvis vi gik fra hinanden. Og det er han, fastslår hun.
Som 24-årig og mor til tre børn, hvoraf den ældste skal starte i skole efter sommerferien, har Stine nok at se til, og selv om sagen og hende varetægtsfængsling har taget hårdt på hende, har hun ikke haft tid til at bearbejde sine egne følelser, da børnene kommer i første række for hende.
- Jeg har skubbet mig selv fuldstændigt til side. Jeg har tænkt, at mine følelser ikke var der og skubbet dem væk, for det har ikke handlet om mig men om børnene og deres følelser. Men jeg synes, der er mere tid til mig nu, og jeg er blevet bedre til at tænke, at det skal hænge sammen for os alle sammen.
Læs endnu mere i det store interview med Stine i den nye udgave af SE og HØR, der er på gaden i dag.